Dårlig blanding af krig, corona, personalemangel og personlige forhold har fået Anne-Mette Holm til at lukke sin isenkramforretning på Østervold.

KIAN JOHANSEN

»Det her handler om flere ting. Blandt andet om jeg vil knokle i 70 timer om ugen i tre butikker. Jeg er nødt til at tænke på mig selv, så derfor lukker jeg min Kop & Kande i Randers,« siger 51-årige Anne-Mette Holm, der for lidt mere end to år siden overtog Kop & Kande på Østervold fra Charlotte Dahl Hansen, som før det havde ejet butikken siden 1998.

Nu er skilte med ophørsudsalg sat på vinduerne og inden sommeren rammer for alvor, er butikken lukket helt ned.

Flere årsager

Beslutningen blev truffet allerede i december og der er flere årsager til lukningen, pointerer Anne-Mette Holm.

»Det er manglende forventet omsætning som blandt andet skyldes krigen i Ukraine, stigende varme og elpriser. Coronanedlukningen kom lidt efter, at jeg overtog butikken og så har jeg haft svært ved at finde nok egnet personale. Det betyder, at når der er sygdom eller ferie, så har jeg skullet træde til og det er svært at drive tre butikker helt, når du skal dele tiden mellem dem,« fortæller Anne-Mette Holm, der i over 18 år har drevet en skobutik i Hadsten og i 2016 overtog Kop & Kande i Hadsten.

Butikken i Randers har givet et overskud, men ikke som forventet, lyder det ærligt.

»Den planlagte synergi-effekt og besparelser ved at lave et større indkøb til de to butikker har ikke været der, fordi vi ikke har solgt så mange varer som forventet. Det har nærmest været nok kun at indkøbe til én butik i de tider vi lige har været igennem, så det er også en stor del af årsagen,« siger hun.

Farvel til en drøm

»Det har været min drøm at drive tre butikker på en gang. Men jeg må erkende, at det har været hårdt og på grund af mange årsager, især personlige, ikke er det rette for mig lige nu,« siger alenemoderen til tre børn.

Har du været en dygtig købmand i Randers?

»Ja, det vil jeg sige, det handler ikke om vores service eller de varer vi har haft på hylderne. Det har været andre faktorer både indefra og udefra der har spillet ind. Og jeg har jo også haft et mindre overskud, bare ikke nok til, at jeg selv kunne trække løn til mig selv fra butikken i Randers,« siger hun.

Hun mener, Randers fortjener en isenkramforretning som hendes i fremtiden.

»Jeg syntes det er synd for byen, at der ikke er flere tilgængelige parkeringspladser her på Østervold. Flere af mine kunder har købt grydesæt, som de så har skullet slæbe et stykke. Jeg kunne godt drømme for Randers, at der blev lavet skråparkering på den ene side af Østervold,« lyder det.

Hun peger også på, at det kan være svært at betale for parkering, da automaterne efter hendes opfattelse kun tager imod mønter. Din Avis har efterprøvet hendes påstand og vi kan betale med mindst to apps, eksempelvis Parkman og Easypark, hvis vi parkerer på Østervold.