Randersmesterskabet for frisørelever 2023 har fundet sin vinder.

Sne og kulde til trods var både håret og humøret højt, da Randersmesterskabet for frisørelever 2023 blev afholdt i Tradiums lyse frisørlokaler søndag den 12. marts. Det skriver Tradium i en pressemeddelelse.

Her dystede kreative unge i individuelle discipliner samt om at blive den samlede Randersmester. En konkurrence, der i år er blevet genoptaget, efter at corona de foregående år har sat den på pause.

Den samlede vinder blev Anne Sofie Hansen, der går på Tradiums frisørlinje. Hun havde samlet set scoret flest point i de forskellige discipliner og kunne derfor påtage sig Randersmester-titlen.

I de individuelle discipliner tog Anne Sofie Hansen førstepladsen i kategorierne ”Dame trend” og ”Bombage”, mens hun blev nummer to i ”Total Look” og nummer tre i ”Herre trend”.

Anne Sofie Hansen har også deltaget i DM i Skills og sidste år var hun til VM i Skills, hvor hun fik to medaljer med hjem, en bronzemedalje i kategorien ”Galla” samt en sølvmedalje i holdkonkurrencen.

I den samlede konkurrence om at blive Randersmester 2023 kom Hosan Ibrahim på andenpladsen og Katherine Bering på tredjepladsen.