Af Rosa Lykke Yde, medlem af Randers byråd for SF og Jens Laursen, 1. suppleant

»Retten til at blive klogere er en menneskeret.«

Sådan har det længst siddende medlem af Randers Byråd tit sagt. Og den ret benytter vi i SF os nu af.

Vi er blevet klogere i løbet af behandlingen af sagerne om linjeføringerne af ringboulevarden. Derfor står vi nu et andet sted, end før de geotekniske undersøgelser blev gennemført.

Lad os være ærlige: før tingene er undersøgt, er det svært for alvor at have en holdning. Det er mere bare en synsning – en mavefornemmelse.

Når man så bliver klogere og får mere indsigt, danner man sig en holdning. Man lytter og vejer tingene op mod hinanden. Eller sådan burde det være i politik. Sådan arbejder vi i hvert tilfælde i SF Randers.

I politik bliver man tit anklaget for ikke at lytte. Men det mener vi i SF, at man skal turde.

Ser vi på linjeføring 2, som et flertal står til at stemme igennem på mandagens byrådsmøde står udfordringerne og bekymringerne nærmest i kø.

Jordforholdene er katastrofale, mennesker og natur bliver voldsomt påvirket, vejen skal placeres på den drikkevandsboring, der forsyner hele området, og alle gamle aftaler med beboerne skrottes bare.

Politik handler om at tage ansvar. Det er vi helt med på. Men den linjeføring, der lægges op til, vil vi ikke tage ansvar for.

Det hele er et stort eksperiment, som aldrig er set før i Danmark. Et dyrt højrisiko-eksperiment. Det vil SF ikke være medvirkende til, og derfor opfordrer vi nu det øvrige byråd til at standse projektet helt. Træk håndbremsen. Pengene kan bruges klogere, uden at vi gambler med naturen og et helt boligkvarter. Kort sagt: det bliver uden SF.