Flodbyen Randers har køberen på plads til det første byggefelt. De hedder Access Invest.

Det bliver ejendomsudviklingsfirmaet Access Invest, med base i Skive, der kommer til at stå for den første byggefase af Flodbyen i Randers. Byggefeltet, der er en del af Brotoften, har en størrelse på 4.310 kvadratmeter.

Det skriver AP Ejendomme og Access Invest i en pressemeddelse.

På byggefeltet i Brotoften skal der opføres et parkeringshus samt være plads til dagligvarebutik, som lokalpolitikerne i Randers har godkendt i forbindelse med en fordebat for planlægningen.

Der lægges op til, at der i alt bygges et parkeringshus til 200 biler samt en dagligvarebutik i stueetagen.

Access Invest er etableret i 2007 og er ejet af Hugo Thomsen og Michael Brask-Nielsen, som har mange års erfaring med investering i og udvikling af ejendomme. Med særlig ekspertise inden for boligbyggeri ofte kombineret med detailhandel. Ifølge Lasso, der samler erhvervsoplysninger om firmaer, så var årets resultat i 2022 på lidt over 10 millioner kroner, mens det i 2020 lå på lidt over 18 millioner. Egenkapitalen er dog i samme periode vokset fra 37,5 millioner til 54,8 millioner kroner.

Direktør for arealudviklingsselskabet, Flodbyen Randers, Jesper Kirkelund Plauborg, glæder sig over, at køberen er på plads, og at mere er på vej.

“Vi har haft en god dialog med Access Invest, der har resulteret i en aftale om købet af det første byggefelt i Flodbyen Randers. Vi er meget glade for, at Access Invest kan se de mange muligheder, som projektet rummer. Vi er selvfølgelig ikke helt i mål endnu. Lokalplanen skal falde på plads, inden vi kan sætte spaden i jorden, men med aftalen er vi klar til at tage første skridt i at realisere udviklingsplanen for Flodbyen Randers. Aftalen bekræfter os i, at Flodbyen Randers bliver en stor succes, som vil komme Randers til gavn,” siger Jesper Kirkelund Plauborg, der samtidig tilføjer, at der er en meget god dialog med en række andre investorer om andre dele af Flodbyen Randers.

“Vi er meget glade for, at vi skal være med til et byggeri i Flodbyen Randers. Vi ser gode muligheder i projektet. Derfor er det en oplagt mulighed for os at indgå en købsaftale for det første byggefelt. Vi bakker fuldt op om tilgangen om at støtte den grønne omstilling mest muligt. Derfor er vi også meget tilfredse med, at parkeringshuset skal miljøcertificeres,” siger Hugo Thomsen, partner i Access Invest.

Flodbyen er Randers Kommune og AP Ejendomme

Randers Kommune ejer 49 procent af arealudviklingsselskabet bag Flodbyen Randers, mens AP Ejendomme ejer 51 procent. I Randes Kommune er borgmester Torben Hansen også meget tilfreds med, at det første salg nu er på plads.

“Vi har store forventninger til udviklingen af Flodbyen Randers, hvor vi kommer til at byudvikle ved vandet, tæt på midtbyen og med lys og luft og adgang til vandet for alle. Det er vigtigt for projektet, at vi kan tiltrække investorer til området, som vil trække i den samme retning som os, når det kommer til den grønne omstilling. Med Access Invest har vi fået en erfaren ejendomsinvestor med om bord, som kan udvikle byggefeltet, så det kommer til at passe ind i området,” fortæller Torben Hansen.

Udover et kommende byggeri fra Access Invest, så er AP Ejendomme også selv godt på vej med realiseringen af selskabets første boligprojekt i Flodbyen Randers, hvor selskabet vil opføre cirka 85 salgs- og lejeboliger på et byggefelt på cirka 8.000 kvadratmeter tættere på Gudenåen.

Boligerne skal opføres på en nabogrund til den, hvor Access Invest skal opføre sit byggeri.
Det forventes, at det første spadestik, der tages til Flodbyen Randers, vil være for AP Ejendommes kommende boliger. Boligerne får som det første projekt i Flodbyen direkte adgang til Gudenåen og det nye deltaområde.

Bagggrund

I februar 2022 kunne Randers Kommune og AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, sammen offentliggøre, at de havde indgået en aftale om oprettelse af arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers, der skal realisere de første etaper i udviklingsplanen for den langsigtede vision for de centrale dele af Randers by.

Arealudviklingsselskabet har til formål at sælge byggefelter og etablere byrum og friarealer mellem byggefelterne. Siden har der været arbejdet på udviklingen af første del af projektet på Brotoften, og med byrådets beslutning i foråret er hjørneflagene for den kommende lokalplan for Brotoften sat. Og arealudviklingsselskabet har nu køberen på plads til det første byggefelt i det nye område, nemlig Access Invest.