Landets kommuner sættes hvert år i forbindelse med Danmarks Indsamling ’Danmark på Auktion’ med hjælp fra Lauritz.com. Randers Kommune indtog i år 1. pladsen med det største auktionsbeløb. 132.750 kroner blev der til verdens sårbare børn – fordelt på ni forskellige auktioner.

Det oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Bag de enkelte auktioner, som alle i landet kunne byde på, står GAIA Museum, Randers Regnskov, Randers Teater, Værket, Randers FC, Randers Kammerorkester, Memphis Mansion og Randers Fiskeriforening. Alle havde de bidraget med hver deres attraktive auktion. De var naturligvis inviteret med til overrækkelsen af pokalen.

»Tak for den store opbakning og den iderigdom I alle har bidraget med til gavn for verdens sårbare børn. Æren for at vi nu modtager prisen, tilkommer jer,« lød det fra borgmester Torben Hansen, der på vegne af Randers Kommune modtog pokalen.

Pokalen er en glasskulptur, som er designet af glaspusteren Mikkel Yerst. Sidste år stod pokalen på borgmesterkontoret i Esbjerg. Tidligere har Faaborg-Midtfyn Kommune haft pokalen hele tre gange, ligesom den har været et smut forbi både Slagelse og Lejre.

»Aldrig før har en kommune formået at indsamle et så stort beløb gennem ’Danmark på Auktion’, som I har i Randers Kommune,« sagde Stig Fog, projektleder for Danmarks Indsamling.