De jyske revisionshuse Kvist & Jensen og National Revision fusionerer med Grant Thornton senere på året.

Revisionspartnerselskabet Grant Thornton har indgået en fusionsaftale med to jyske revisionshuse, Kvist & Jensen og National Revision. Aftalen betyder, at ni jyske revisionskontorer i blandt andet Randers, Grenaa, Hadsten og Aarhus fremover vil blive en del af Grant Thornton.

Det oplyser Grant Thornton Denmark i en pressemeddelelse.

Med fusionen vil mere end 550 personer være en del af Grant Thornton Denmark, mens godt 68.000 personer er en del af Grant Thornton på verdensplan.

Hidtil har Grant Thornton været forankret i hovedstaden og på Sjælland, men bliver efter aftalens indgåelse et landsdækkende revisionshus. En aftale, der vækker glæde blandt direktørerne hos Grant Thornton, Kvist & Jensen og National Revision.

»I Kvist & Jensen er man grundige og ordentlige – her bliver der ikke taget nogen forhastede beslutninger. Sådan har vi det også i Grant Thornton. Vi har arbejdet sammen i mange år og kender hinanden rigtig godt. Kvist & Jensen er et perfekt match,« siger direktør og partner i Grant Thornton Brian Rasmussen.

Direktør og partner Thomas Hedegaard i Kvist & Jensen er ikke i tvivl om, at sammenlægningen kommer kunderne til gode.

»Vi er altid tæt på vores kunder og deres forretning. Sådan arbejder Grant Thornton også, og det fælles værdigrundlag vil uden tvivl bidrage til en rigtig god og glidende overgang under sammenlægningen af Grant Thornton og Kvist & Jensen,« siger Thomas Hedegaard.

Og her stemmer direktør og partner i National Revision, Heine Johansen, i.

»Jeg ser rigtig meget frem til fusionen med Grant Thornton og Kvist & Jensen. Selvom vi ændrer navn, får National Revisions værdier får lov til at leve videre. Vi vil fortsat være den nærværende og tillidsfulde sparringspartner for vores kunder og give præcis den samme personlige kontakt, som vi altid har givet. Nu bliver det som en del af et landsdækkende samarbejde i Grant Thornton, som jeg ved, kommer til at gavne vores kunder.«

Udover Grant Thorntons ni nye kontorer i Randers, Aarhus, Grenaa, Hadsten, Hadsund, Mariager, Støvring og Aalborg har Grant Thornton også kontorer i København, Hillerød og Roskilde.