Da corona-nedlukning og stigende brændstofpriser piftede økonomien i Henrik Jensens taxafirma, søgte han hjælp hos initiativet Early Warning, der reddede ham fra konkurs.

I februar 2023 flyder bægeret over for den selvstændige taxavognmand 51-årige Henrik Jensen. Han har blødende mavesår, han skylder penge i banken, og nu er han kommet til at skælde sin syvårige datter ud, helt urimeligt synes han selv.

Det familieejede taxafirma, som har kørt siden 1931 som det største i sammenslutningen DK-Taxi Randers, og hvor han er fjerde generation i sædet, er punkteret økonomisk. To år med corona, nedlukninger og forsamlingsforbud og siden Ukraine-krig med prisstigninger på brændstof har lukket luften ud af den ellers velkørende forretning, der aldrig før har haft underskud.

Han har på det tidspunkt ikke fyret chauffører eller solgt ud af sin bilpark på 11 taxaer og minibusser. Han har hele vejen igennem betalt løn til sine tyve mand, også når de var tvunget til at sidde med deres hænder i skødet i stedet for på rattet. I starten tog han lønnen op af egen lomme, senere måtte han låne i banken. At fyre ville han nødigt.

»Nu må det stoppe«

Men selv om chaufførerne knokler på med ekstra timer går det ikke. Hans 78-årige far, der få år før har overladt ejerskabet til Henrik, da han har kørt forretningen som leder i de sidste ti år, må endda ud på vejene igen i stedet for at nyde sit otium.

»Nu må det her stoppe, vores familie kan ikke klare mere,« siger han i februar til sin kone, der som selvstændig med en mobil frisørbutik selv er ramt.

En kammerat til Henrik Jensen har tippet ham om Early Warning, så han tager sig sammen og ringer.

Early Warning er et landsdækkende initiativ, hvor over 100 frivillige erfarne erhvervsfolk er klar med gratis vejledning, sparring og rådgivning. Siden 2007 har de hjulpet mere end 8.500 kriseramte virksomheder.

Konsulenten hos Early Warning forstår hurtigt, hvor galt det står til. Få dage efter sidder Henrik Jensen og konsulenten hos en insolvensadvokat, der hjælper Early Warning, når konkursen banker på. Og nu kommer der fart i sagerne.

Gevaldig oprydning

Med analysen fra Early Warning som baggrund og advokatens hjælp bliver der ryddet gevaldigt op i de to anpartsselskaber og et par private firmaer, der som knopskudte grene udgør vognmandsforretningen. Banken viser sig samarbejdsvillig, fordi der er et budget og et forretningsgrundlag, som advokaten og konsulenten udarbejder.

»Det er det bedste opkald, jeg har foretaget i mit liv. Det har reddet min familie og forhåbentlig også min forretning,« siger Henrik Jensen i dag, otte måneder senere.

To selskaber er lukket, chauffører er afskediget, og leasede biler er afhændet. Henrik Jensen står tilbage med tre biler og en gæld på 1,4 millioner kroner, som han med hårdt arbejde og god hjælp fra sin far med hans fire biler kan se frem til at betale om ti år.

»De ildsjæle i Early Warning er simpelthen guld værd. Efter mødet hos advokaten kunne jeg sove for første gang i årevis,« siger Henrik Jensen.

Har modtaget pris

Early Warnings indsats er også blevet anerkendt. Onsdag 25. oktober modtog Early Warning årets SMV-pris fra Fonden Håndværkets Hus. Prisen gives til en modtager, som har ydet en bemærkelsesværdig indsats for at skabe gode rammer for at etablere, drive og udvikle små og mellemstore virksomheder.

Early Warning finansieres af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og udrulles af Erhvervshusene med Erhvervshus Midtjylland som tovholder. Her er man naturligvis glade for prisen.

»Vi er meget glade for det skulderklap, som SMV-prisen er, og vi skynder os at sende hæderen videre til alle de frivillige, som yder den store indsats og opnår de flotte resultater,« siger Erik Krarup, direktør for Erhvervshus Midtjylland.

Og der er brug for indsatsen. I år har Early Warning foreløbigt modtaget over 1.000 henvendelser, og det er rekord.

»At vi i år har særligt travlt er en klar indikation af, at mange mindre virksomheder kæmper mere end nogensinde før. Årsagerne lader til at være en kombination af tabt indtjening under corona, udløb af momslån, stigende priser og inflation,« siger Morten Møller, projektleder for Early Warning.

sra