For at skabe mere effektivt produktionsflow og imødekomme den stigende vækstkurve udvider Uni-Tek med en hel del kvadratmeter.

Randers-virksomheden Uni-Tek, der er en førende virksomhed inden for bygningstål og industriservice, er midt i en spændende vækstperiode. Med et stadigt stigende antal kunder er der opstået et behov for udvidelse. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Ifølge driftsdirektør Jesper Vinther har virksomheden brug for mere plads for at kunne håndtere den voksende ordre- og kundetilgang samt skabe bedre arbejdsforhold for sine medarbejdere. I løbet af det seneste år har virksomheden nemlig ansat 14 nye emdarbejdere – ti smede, to portmontører og to kontormedarbejdere. Og lige nu leder de efter op til ti smede og to portmontører mere.

Da Uni-Tek i 2013 flyttede til Ørneborgvej, havde de ikke forventet, at de på et tidspunkt ville brug for mere plads. Men en fyldt ordrebog i de seneste år har udfordret pladsforholdene. For at løse disse udfordringer samt sikre effektivitet og sikkerhed arbejder Uni-Tek nu på højtryk med tilbygninger.

Med tilbygningerne ønsker Uni-Tek at skabe et mere effektivt flow i produktionen.

Ifølge Uni-Teks ejer, Lars Nielsen, er den primære årsag til udvidelsen – ud over at skabe bedre arbejdsforhold for de ansatte – at imødekomme den fortsatte vækst og at opfylde kundernes efterspørgsel.

Uni-Tek planlægger at udvide til dobbelt størrelse uden at fordoble virksomhedens CO2-udledning.

Arkitektonisk indtryk

Arkitektfirmaet Karakter Arkitektur ApS har stået for designet både udvendigt og indvendigt i forbindelse med tilbygningen og renoveringen af de eksisterende produktions-, administrations- og velfærdsfaciliteter.

Design og konstruktion er blevet udviklet med udgangspunkt i Lars Nielsens visioner.

Artiklen fortsætter under billedet

Anden etape forventes færdig omkring midten af 2024. Illustration: Uni-Tek

Alle de eksisterende bygninger er blevet integreret i den nye plan, hvilket betyder, at den nuværende drift kan fortsætte, mens udvidelsen finder sted.

Udvidelsesprojektet begyndte 11. september og vil omfatte to etaper. Den første etape omfatter bygningen af en ny produktionshal i direkte forlængelse af den eksisterende svejsehal. Den forventes at stå færdig i slutningen af i år. Den anden etape omfatter administration og velfærdsfaciliteterne, og de forventes færdig omkring midten af 2024.

gs