Socialdemokraterne i Randers er tavse. Ingen vil fortælle, om Anker Boje kan stille op som borgmesterkandidat imod Torben Hansen eller ej. Det kan betyde færre stemmer til næste valg.

»Det er kritisabelt og en klar fejl, at socialdemokraterne i Randers ikke oplyser, hvad proceduren er for et valg. Hvis ikke de her ting ligger nemt tilgængeligt online, så bør man jo helt klart oplyse det, når man meddeler en frist. Men der har Anker Boje jo så også rimelig åbenlyst begået en fejl. Han burde have orienteret sig ordentligt, før han stillede op.«

Det siger Roger Buch. Han er forskningslektor og Centerleder ved Dansk Medie-og Journalisthøjskole med speciale i kommunale forhold.

Han kalder den nye socialdemokratiske affære i Randers for en tabersag og for noget rod.

Opstillet – eller ej?

Det socialdemokratiske byrådsmedlem, Anker Boje offentliggjorde for kort tid siden, at han stiller op mod Torben Hansen i kampen om at blive socialdemokraternes borgmesterkandidat til det næste kommunalvalg i 2025.

Men gør han nu også det?

For når man opstiller, står der i vedtægterne for Socialdemokratiet i Randers Kommune, at man skal finde 25 personer der skriver under på, at man kan vælges.

Det kaldes stillere. Dem fandt Anker Boje først to dage efter fristens udløb. Det blev endda til 46 stillere, fortæller Anker Boje til Din Avis. Men efter flere møder i toppen af det randrusianske socialdemokrati er det ikke endeligt meldt ud, om det gælder eller ej.

Pointen er her, at Anker Boje ikke kunne finde vedtægterne, hvor det stod i. Desuden er vedtægterne stadig ikke tilgængelige på hjemmesiden for Socialdemokratiet i Randers Kommune. Derudover har ingen fra socialdemokratiets top gjort en indsats for orientere deres medlemmer om de helt præcise regler for at stille op som kandidat.

»Jeg melder mig som kandidat. Og så begynder man at lave alle de her problemer efterfølgende. Det er jeg faktisk rigtig og brændende ked af. At man tager imod mit kandidatur på den her måde i et demokratisk parti, når man nu er opfordret til at stille op. Det er som om, de leder efter nålen i høstakken for at få mig ud igen,« siger Anker Boje.

Temmelig udfordrede

For det stiller spørgsmålstegn ved den demokratiske ånd i socialdemokratiet. Er det i virkeligheden blot de stærkeste, der bestemmer i socialdemokratiet i Randers?

»Det viser jo mig i al tydelighed, at de er temmelig udfordrede lige i øjeblikket som parti. Det er måske også en del af forklaringen på, at man er inde i den her lidt rodede situation, hvor man ikke har givet særlig god information,« siger Roger Buch, du ved – kommunalforskeren.

»Det er jo meget vigtigt, at man hurtigt får ryddet op i det her. Ellers vil det jo kun bære endnu mere ved til det der konfliktbål, som der er i partiet. Og det kan jo også lynhurtigt føre til beskyldninger om, at man ikke overholder reglerne. Og beskyldninger om, at der konspireres på kryds og tværs.«

Tab af magt

Og det er her, at din og andres stemmer til valget pludselig er i spil.

»Hvis man sad i partiets top, mener jeg, man skulle være ret bekymret for, om al den her konflikt betyder, at der er nogle gode almindelige kandidater, som tænker, ’nej, jeg gider ikke. Gider jeg ind i alt det der ballade’,« siger kommunalforskeren.

Pointen er, at hvis man mister gode kandidater, der kunne trække 300, 500, eller 700 stemmer i et eller andet hjørne af kommunen, så er der færre stemmer til resten af partiet og dermed færre, der bliver valgt ind i byrådet. Dermed taber socialdemokraterne magt.

Ingen kommentar

Socialdemokraterne i Randers er tavse. Ingen vil endnu fortælle, om Anker Boje kan stille op som borgmesterkandidat imod Torben Hansen eller ej.

Din Avis forsøgte at finde ud af, om der kommer et kampvalg i starten af 2024 mellem den siddende borgmester Torben Hansen og Anker Boje, der tidligere har meldt ud, at han stiller op som kandidat til at blive socialdemokraternes borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2025.

Så vi ringede til Per Blicher, der for kort tid siden var næstformand for socialdemokraterne i Randers Kommune og har været fungerende formand siden slutningen af november, altså få dage før fristen til at melde sit kandidatur udløb.

Det vides ikke i skrivende stund om, han nu er formand, eller blot stadig fungerende formand. Det har måske en betydning, når det kun er en konstitueret formand der er med til at træffe beslutninger som denne og ikke en formand med det fulde ansvar.

Per Blicher. Jeg kan forstå på det hele, at Anker Boje er opstillet i kampen for at blive socialdemokraternes næste borgmesterkandidat. Er han opstillet eller ej? Ved du det?

»Altså det har jeg ingen kommentar til.«

Anker Boje siger selv, at han er opstillet, vil du ikke fortælle mig, om han er det eller ej?

»Det er jo sådan noget rent internt. Vi er i en proces, hvor jeg ikke kan melde noget ud lige her og nu. Det er ikke for at være flabet og uhøflig og nogen ting, men jeg kan simpelthen ikke kommentere på tingene. Så det må jeg beklage, at det kan jeg ikke.«

Jonas Fuglsang sygemeldte sig fra formandsposten i slutningen af november. Her tog Per Blicher over som konstitueret formand.

Må jeg så ikke lige forstå det korrekt. Du har været fungerende formand i fællesledelsen, og nu er du udnævnt til formand, ikke?

»Det har jeg ingen kommentar til.«

Kilder i partiet nævner, at der nu skal en ekstraordinær generalforsamling til, før der findes en formand.

Dermed er det stadig uvist, om Randers får et kampvalg mellem to socialdemokrater, der gerne vil være partiets borgmesterkandidat i 2025.