Mægler kendt fra Randers stifter ny EDC-forretning i Hammel sammen med en anden mægler fra Randers.

Christina S. Johansen, csj@jyla.dk

På nøjagtig samme adresse, hvor EDC for mange år siden lå i Hammel, åbner nu igen en EDC-forretning.

Butikken ejes ligeligt af Camilla Lundgaard Hellstern,Voldby og Jacob Danoh Christiansen, Randers. Sidstnævnte er desuden medejer af EDC Trio og EDC Mæglergruppen i Randers.

Det bliver Camilla Lundgaard Hellstern, som bliver den ansvarlige for butikken i det daglige. Det bliver altså hende, sammen med en trainee, Thomas Børresen, som man kommer til at møde i Østergade 7.

Hun har senest været ansat hos Nybolig Bjørn & Ankersen i Randers i fire år, men nu kaster hun sig for første gang ud i selv at eje en mæglerforretning:

»Jacob og jeg kender hinanden fra mæglerbranchen i Randers. Jacob har gennem flere år drømt om og kigget på Hammel, og med mit lokalkendskab og min erfaring fra branchen var det nærliggende at danne partnerskab med mig,« siger Camilla Lundgaard Hellstern, som fortsætter:

»Og så sagde jeg pænt ja tak. Det har da været noget, der har ligget og været lidt en drøm for mig. Det har ligget og ulmet gennem tiden, så hvis muligheden opstod, vidste jeg også, at jeg ikke skulle tænke mange gange over det. At stå som den ansvarlige, jamen det er da spændende.«

Vil have folk hevet ind

Det er et rent tilfælde, at den nye EDC-forretning lige rykker ind i de samme lokaler, som EDC tidligere har holdt til i. Det blev ledigt, havde en passende størrelse og en god beliggenhed.

Nu er lokalerne ved at blive klargjort, så forretningen kan åbne 18. marts, hvor der vil være åbningsreception klokken 14.00-17.30.

»Vi forsøge at lave et hygeligt miljø i butikken – noget der minder mere om en dagligstue end et kontorlokale – sådan at folk får lyst til at komme ind,« siger Camilla Lundgaard Hellstern og tilføjer:

»Det er meget vigtigt for os, at folk kan kigge ind – så de klassiske skilte med boliger til salg finder man ikke i vinduerne men indenfor. Udefra vil det altså ikke syne af almindelig boligbutik. Sådan gør vi, fordi den personlige kontakt er så vigtig, derfor vil vi gerne, at folk kommer ind, drikker en kop kaffe og får en snak.«

Er Hammel stor nok til endnu en mægler?

»Vi tror på, at der er et stort potentiale i Hammel, og vi tror på, at der er mere end rigeligt plads til os med den nye energi, erfaring og de visioner, som EDC har.«