El-installationsvirksomheden Raaby & Rosendal genopstår efter konkurs med ny kapital og medejer.

Af Jeppe Rafn, jeppe.rafn@jyla.dk

Det er gået stærkt for den lokale elinstallatør-virksomhed Raaby & Rosendal, der tidligt i det nye år måtte bide i græsset og sende cirka 120 medarbejdere hjem efter selv at have indgivet konkursbegæring. Nu genopstår dele af virksomheden med frisk kapital og to af de oprindelige stiftere og ejere, Rune Raaby Laursen og Mikael Rosendal, som virksomheden er navngivet efter.

Den nye kapital kommer fra Lasse Buhl Jørgensen fra Skive, der rådgiver og investerer i virksomheder og er trådt ind i ejerkredsen i Raaby & Rosendal. Han har været med til at rede trådene ud og få forhandlet en fremtid på plads for det nye selskab.

»Jeg så jo nogle meget dedikerede og professionelle yngre mennesker, der brænder for opgaven, og som med deres indsats og en tilvejebringelse af den oprindelige ånd kan bringe virksomheden til det næste niveau,« siger Lasse Buhl Jørgensen i en pressemeddelelse.

Han ejer nu halvdelen af virksomheden, mens de to stiftere hver især ejer en fjerdedel.

Tilbage til rødderne

Cirka 35 af medarbejderne fra det konkursramte selskab er ansat i det nye setup, og ejerne af det nye firma har fra konkursboet overtaget en række af de entrepriser, man var i gang med, da krisen ramte.

»Vi ser fremad og har lært meget af denne proces. Vi har blandt andet lært, er at vi skal tilbage til rødderne og den ånd, som vi havde i virksomheden, før det begyndte at gå for stærkt. Vi har fået en kæmpe opbakning fra medarbejderne og fra kunderne. Det tager vi med os ind i det nye setup,« siger Rune Raaby Laursen.

Raaby & Rosendal blev grundlagt i 2016 af de to stiftere, Rune Raaby Laursen og Mikael Rosendal, som startede i det små, men voksede meget hurtigt og sidste år var oppe på at være 150 ansatte.

»Sammen med vores dygtige medarbejdere vil vi rette fokus mod det gode samarbejde med vores kunder og ikke mindst det gode håndværk. Det betyder et godt håndværk kombineret med et godt overblik, der sikrer den løbende og optimerede byggeproces,« siger Rune Raaby Laursen.

Virksomheden vil desuden gerne udbygge deres serviceforretning, så det bliver et stærkere forretningsben.

Raaby & Rosendal har haft afdelinger i flere jyske byer, men har nu skåret ned og har to cirka lige store afdelinger i Selling og i Randers, oplyser Rune Raaby Laursen til Lokalavisen.

Flere store opgaver

Det var virksomhedens bank, der anbefalede at få fat på en ekstern rådgiver og en, der måske kunne skaffe frisk kapital.

»Det ville ikke være lykkedes uden Lasse Buhl Jørgensens hjælp. Derfor er vi rigtigt glade for, at vi har fået Lasse ombord både som rådgiver og som investor i det nye setup. Det giver en vis tryghed, og nu tror vi på fremtiden. Vi har en god ordreportefølje, som rækker i hvert fald året ud. Det er sunde projekter, som vi nu arbejder på at gøre færdige for vores kunder, og medarbejderne er allerede i gang.«

En af de opgaver, man nu er i gang med, er Trælasten i Aarhus, som er et 70.000 kvadratmeter stort byggeri bestående af boliger, detailhandel og erhverv, der opføres sammen med ejendomsudvikleren Nordstern for PensionDanmark.

Rune Raaby Laursen tilføjer, at man er i gang med flere andre store boligbyggerier.

Rune Raaby Laursen og Mikael Rosendal er begge fra Favrskov. Rune kommer fra Laurbjerg og bor i dag i Langå, mens Mikael er fra Selling og fortsat bor i den lille by, der ligger lidt uden for Hadsten og er virksomhedens hovedsæde.