Kammeradvokaten undersøger, om der er grundlag for at gå efter de penge, som stifterne og ejerne bag Nordic Waste har trukket ud i udbytte. Sammenlagt er der udbetalt udbytte for 96 millioner kroner.

citathistorie: Radio4

Det kan ende med at koste skatteborgerne over en halv milliard kroner at få ryddet op efter miljøskandalen ved Nordic Waste i Ølst.

Men for stifterne af den konkursramte miljøvirksomhed, har Nordic Waste været en guldrandet forretning.

I øjeblikket undersøger Kammeradvokaten, om der er grundlag for at gå efter nogle af de mange millioner, som de har trukket ud til sig selv.

Det fortæller Radio4 i podcasten “Millionærerne der skred,” der afdækker sagen om Nordic Waste.

»Det er en del af undersøgelsen, at vi kigger på de gange, hvor der er blevet udbetalt udbytte eller på andre måder er ført penge ud af selskaberne,« siger Boris Frederiksen, der er partner i Kammeradvokaten og kurator i konkursboet efter Nordic Waste.

96,3 millioner i udbytte

Sammenlagt har ejerkredsen, herunder de fem stiftere, fået udbetalt 96,3 millioner kroner i udbytte fra Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling.

Det viser en gennemgang af regnskaber fra årene 2018 til 2022, som eksperter har foretaget for Radio4.

Ifølge Boris Frederiksen er det blandt andet de millioner, som advokatfirmaet interesserer sig for.

»Vi undersøger, om der er grundlag for at gå efter de penge, som ejerne har trukket ud af deres selskaber, og det er både alle kapitalejerne og de ledelsesmedlemmer, som har været med i den relevante periode,« siger han.

Finder Kammeradvokaten grundlag for at rejse et krav mod en eller flere af stifterne, vil ”penge der er trukket ud og er i behold” i et holdingselskab eller på en privat konto ”ikke være beskyttet”, lyder det.

Kammeradvokaten har fået til opgave at undersøge, “om ledelsen, ejerne eller andre personer hos Nordic Waste A/S kan gøres ansvarlig for de indtrufne skader” på vegne af Miljøministeriet, der vil have afklaret, hvem der skal betale for oprydningen.

Mere end en halv milliard for oprydning

Ifølge en opgørelse fra Randers Kommune kan oprydningsarbejdet ende med at koste kommunen op imod 663 millioner kroner.

»Når der mangler så stort et beløb, som der gør i denne sag, er det naturligvis vigtigt at få klarhed over, om nogen kan gøres ansvarlige. Omvendt er det også vigtigt, at disse personer renses, hvis det ikke er tilfældet,« siger Boris Frederiksen.

Radio4 har forsøgt at få et interview med hver af de fem stiftere af Nordic Waste – David Peter York, Christian Nielsen, Kim Lange, Søren Konge og Brian Ege.

Ingen af dem har ønsket at stille op til interview eller forholde sig til Kammeradvokatens undersøgelse over for Radio4.

Den tidligere ledelse i Nordic Waste oplyser via en pressekontakt, at de ikke ønsker “at bidrage yderligere til drøftelser og spekulationer om sagen i medierne.”

USTC, der er ejet af Torben Østergaard-Nielsen, har ikke ønsket at kommentere sagen.