Mariannes mand døde efter få uger på plejehjem: »Selvfølgelig må man ikke slå, men forsøgte man at blive klog på, hvorfor han slog?«

Marianne Bering Bredahl læner sig ind over sofabordet og tørrer en tåre af kinden, mens hun læser op af sine egne håndskrevne noter, der ligger foran hende.

Et »frygteligt forløb« kalder hun den periode fra 2. december 2025 til 12. januar 2026, hvor hendes mand Benny Bredahl boede på Skovvang, der er et specialplejehjem for borgere med demens.

Hun afleverede en fysisk stærk mand med en svær Alzheimers sygdom, og han døde 17. januar som en svækket, ukontaktbar, deliriøs mand på hospitalet efter fem dages indlæggelse, hvor det ikke lykkedes at få kontakt til ham.

Marianne Bredahl har valgt at fortælle sin historie for at sætte fokus på, hvordan samfundet behandler personer med en udadreagerende demenssygdom som den, hendes mand udviklede.

»Jeg får ikke Benny tilbage, men måske kan jeg hjælpe andre. For det kan ikke være rigtigt, at nogen mennesker skal behandles så uværdigt, som Benny blev.«

Historien om Benny Bredahl er historien om en livsglad og positiv mand. Han arbejdede i mange år som sælger hos et beslag- og værktøjsfirma i Brabrand. Han var i sin fritid fodboldtræner i Fuglebakken. Han fik en søn med sin første kone og møder i 1989 Marianne Bering. De flytter ind sammen i et hus i Aarhus V i 1995 og bliver senere gift.

»Hver dag skal være en god dag. Det sagde Benny altid. Men sådan blev de sidste seks uger af hans liv ikke. Langtfra,« siger Marianne Bredahl.

Kan ikke være hjemme

Benny Bredahl fik diagnosen Alzheimers sygdom i 2023. Sidst på året i 2024 begynder han at se mennesker, der ikke er der. Det udvikler sig til, at han nogle gange kan finde på at smide deres spisebordsstole udenfor, fordi han vil have de personer ud af huset.

Marianne Bredahl har det, hun kalder en ’indslumringspille’. Det er antipsykotisk medicin, men i en meget lav dosis. Den får han nogle gange en halv af, og så falder han til ro. Det sker et par gange, at Marianne Bredahl må låse sig inde på et værelse, fordi hendes mand bliver »en tredje person«, pludselig kan han ændre sig og blive voldsom.

I efteråret 2025 bliver Marianne Bredahl enig med familie og venner om, at hun ikke længere kan have ham boende i huset. Marianne Bredahl får at vide af Aarhus Kommune, at Benny Bredahl skal i et såkaldt afklaringsforløb på korttidspladserne på Skovvang i Aarhus N for at finde den rette plejehjembolig til ham.

Flytter ind

Den dag Benny Bredahl flytter ind på Skovvang, er første gang, de er der sammen. Ingen på stedet kender Benny, mener Marianne Bredahl. Hun undrer sig over, at ingen har spurgt ind til hans liv.

De bliver fulgt ind på et værelse, hvor der er en seng, to stole og et bord. Væggene er helt hvide. Dyne og pude har intet betræk på. Marianne Bredahl spørger, om der ikke skal linned på. Nej, de bruger kun vattæpper.

»Det er uhyggeligt for mig. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at man ville placere mennesker med demens her. Hvorfor er der ingen pangfarver? Hvorfor er der ikke lidt hygge? Det er så sterilt.«

Da Marianne Bredahl går fra stedet, får hun at vide af sin mand, at hun har dolket ham i ryggen.

»Det er noget af det allerhårdeste, jeg har prøvet,« siger Marianne Bredahl, men hun tror på, at Skovvang har ekspertisen til at tage sig af hendes mand.

Den 8. december bliver Marianne Bredahl ringet op af personalet på Skovvang. Benny er forsvundet, lyder beskeden.

»Fra det, der skulle være et Fort Knox? Hvordan kan det ske? Jeg er så chokeret,« husker Marianne Bredahl.

Hun bliver spurgt, om hun vil køre ud at lede efter ham. Da hun ankommer til området, ser hun en politibil, og deri sidder hendes mand.

»Han er jo bare glad for at se mig. Men jeg er i chok.«

Marianne forklarer, at de fortæller hende, at han er hoppet over et hegn.

»Derefter får han så gps-ur på, og det giver mig lidt tryghed tilbage.«

I en standardformular i journalen, som personalet udfylder, når en person er gået fra stedet, eller ambuleret, som det hedder på fagsprog, står der, at Benny har været urolig i fællesstuen.

For at undgå sådanne situationer og skabe ro bruger personalet mange forskellige metoder. Det drejer sig blandt andet om tyngdedyner, musikterapi, trykmassage, døgnrytmebelysning, hvor der kun er dæmpet belysning om natten.

Generelt arbejder plejehjemmet med det, der hedder personcentret omsorg. Det vil sige, at personen med demens er i centrum fremfor sygdommen, og at omsorg og pleje tilrettelægges ud fra personens perspektiv, livshistorie, vaner og psykologiske behov.

Derudover får personalet med jævne mellemrum undervisning i, hvordan man håndterer en udadreagerende adfærd.

»Der er en tendens til, at der bliver flere episoder med voldsom adfærd. Så det er noget, vi hele tiden øver os på og tilbyder undervisning i løbende. Det er ikke en specifik træning man får, og så kan man alt,« siger Mai McLeod Winther, overforstander på Skovvang.

Mere medicin til natten

Igennem hele forløbet er Marianne Bredahl usikker på, hvor meget medicin hendes mand får. Hun ringer hver morgen til personalet for at høre, hvordan han har sovet, og som regel får hun at vide, at han har været meget vågen.

»Jeg kæmper i begyndelsen med at overbevise Skovvang om, at Benny skal have noget sovemedicin. Han vandrer rundt på gangene både om dagen og om natten,« siger Marianne Bredahl.

Af Benny Bredahls journal fremgår det, at Skovvang har haft korrespondance med Bennys egen læge angående medicinering, men det er uklart i journalen, hvor meget medicin Benny har fået, og hvornår.

Den 9. december, en uge efter Benny er flyttet ind på Skovvang, skriver personalet til hans læge, at han har haft meget afbrudt søvn siden ankomst. Skovvang beder her lægen om en form for beroligende medicin til natten samt yderligere beroligende medicin ved behov.

10 dage efter Benny er flyttet ind, er der et evalueringsmøde på Skovvang. Marianne Bredahl kan se det i sine noter, hvori hun hver dag har noteret, hvad der er sket, mens hendes mand boede på korttidspladserne. Officielle mødereferater har hun aldrig fået.

»Vi har siddet til flere møder og aftalt, at nu gør vi sådan og sådan. Der kom intet på skrift. Det har jeg siden undret mig meget over.«

Marianne Bredahl læser op fra sine noter fra evalueringsmødet, hvoraf det fremgår, at personalet så vidt muligt vil undgå medicin, vil bruge berøringer og kropslig kontakt til at understøtte borgerens ro og integritet.

Marianne Bredahl lægger papiret på bordet.

»Og det lyder jo alt sammen godt, det de sagde. De har en klar linje og en måde at gå frem på. Men Benny var ikke som alle de andre. Det mener jeg, at de burde have erkendt langt tidligere. I stedet blev de ved med at sige, at de havde styr på det.«

Benny er væk

Fra det møde går Marianne Bredahl direkte hen på hendes mands stue, men han er der ikke. Hun bliver urolig og går ned på kontoret for at få fat på personalet. Der finder hun Benny siddende.

»Han sidder der helt forkommen i en fleecetrøje, der ikke er hans. Han har én sok på, har bukser på, men ikke underbukser. Det er koldt udenfor, men heldigvis ikke frostvejr.«

Marianne Bredahl forklarer, at hun blev rasende.

»Jeg råbte op. Hvad var det her for noget? Jeg synes ikke, de havde styr på ham. Hvorfor virkede gps’en ikke?«

Beskeden til Marianne Bredahl var, at fremover ville personalet mandsopdække ham, og det beroliger hende igen. I journalen, hvor personalet skal beskrive hændelsesforløbet og hvad der ledte op til hændelsen, står der: »Ikke noget«.

Den 15. december bliver Benny pludselig observeret gående udenfor lige forbi kontorets vinduer. Personalet løber efter ham og får ham guidet ind igen, fremgår det af journalen. Heller ikke denne gang kan personalet beskrive, hvad der har udløst hans vandren:

»Uvist hvad der er sket op til,« bliver det noteret i journalen.

Dagen efter er den gal igen. Benny er hoppet over havelågen. Fire kolleger er efter ham. To i bil, to på gåben. Han har gps på, så personalet finder ham. Men det er ikke muligt at få ham med hjem.

»Han er ikke trafiksikker, samt han er meget vred,« står der i journalen.

Politiet bliver tilkaldt, og Marianne Bredahl bliver informeret. Der er igen intet noteret i journalen under ’udløsende faktorer’.

»Jeg forstår ikke, hvordan det kan ske. Hvorfor lader man ham gå ude på vejen? Er det at mandsopdække ham? Er der ingen, der går dybere ind i, hvorfor han igen og igen vælger at forlade stedet?« spørger Marianne Bredahl.

Benny raserer værelset

Den 16. december har Benny raseret sit værelse. Marianne Bredahl husker, at han blandt andet havde smadret en fotoramme med billeder af børnebørnene, som hun havde haft med.

»Det var meget trist. Jeg havde en fornemmelse af, at han tit blev efterladt på værelset, når han blev urolig, og det endte jo med, at der nærmest ikke var noget tilbage,« siger Marianne Bredahl.

En anden dag, da hun kommer for at besøge ham, går han rundt på gangene med en bylt af det snavsede tøj, der var kommet urin på dagen før.

»Det var så uværdigt. Jeg forsøgte at forklare personalet, at hvis Benny har det godt, så har jeg det godt, og så kan jeg give meget til stedet og for eksempel tage tøj med hjem til vask. Men hvis Benny ikke har det godt, så er mit overskud væk.«

Benny Bredahls opførsel bliver tiltagende voldsom. Nogle gange må han med magtanvendelse føres tilbage på sin stue, fremgår det af journalen. Der er eksempler på, at han slår personalet eller tager hårdt fat om deres arme.

På et tidspunkt er Benny gået ind til en anden beboer. De har forsøgt at få ham ud, og det er han blevet så irriteret over, at han har skubbet den anden borger, så vedkommende faldt til jorden.

»Selvfølgelig må han ikke slå, men forsøgte man at blive klog på, hvorfor han slog? Jeg synes, at man forsømmer at tage sig af et menneske, som dybest set råber på hjælp,« siger Marianne Bredahl.

I dagene op til Benny Bredahls indlæggelse på psykiatrisk hospital bliver der noteret i journalen, at det formodes, at han er i deliriøs tilstand, hvilket er en alvorlig og at han slet ikke sover. Personalet mistænker medicinpåvirkning.

Sønnen Thomas Bredahl kommer og overnatter i weekenden hos sin far for at skabe ro. Benny ses dog mere og mere forpint, og dagen efter slår han en medarbejder i hovedet, fremgår det af journalen. Personalet kan ikke længere komme i kontakt med ham.

Lægevagten kontaktes, og han planlægges tvangsindlagt. Læge og politi kommer omkring midnat.

»Han går frivilligt med, med stor guidning. Hustru er informeret og glad for, at han får hjælp,« skriver personalet i journalen.

Og det var den følelse, Marianne Bredahl havde på det tidspunkt, forklarer hun:

»Jeg var glad for, at han nu kom et sted hen, hvor de kunne tage sig af ham.«

Ikke værd at leve

Det lykkes aldrig at få kontakt til Benny Bredahl igen. Efter fire dage på psykiatrisk afdeling overflyttes han til afdelingen for ældresygdomme, og her får familien besked om, at hvis det på et tidspunkt lykkes at få kontakt til ham, så vil han have fået en slem hjerneskade og fortsat have demens i meget svær grad. Han ligger her i spændetrøje, har et blåt øje og utallige blå mærker over hele kroppen.

Der beslutter familien, at det ikke er et liv, der er værd at leve længere.

Marianne Bredahl tænker i dag, at hun på en måde er glad for, at det gik så hurtigt, som det gjorde.

»Når det nu skulle være, så er jeg glad for, at han aldrig nåede at flytte rigtig ind på Skovvang, for det havde ikke været et liv, der var værd at leve.«

I dag sidder dog både Marianne Bredahl og Thomas Bredahl tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål.

»Hvorfor får man aldrig styr på hans medicinering? Hvorfor erkender man ikke, at man ikke kan håndtere ham? Hvorfor får de ham aldrig til at sove?« lyder det fra Marianne Bredahl, der efterfølgende har haft møder med ledelsen på Skovvang.

»De sagde, at det var uheldigt, at Benny var faldet ned mellem to stole. Altså at det, de plejede at gøre, ikke virkede i det her tilfælde. Kan vi som samfund være det bekendt? Jeg ved godt, at Benny var en stor mundfuld, men hvorfor får man ikke tilkaldt noget ekspertise?« spørger Marianne Bredahl.

Sønnen Thomas Bredahl undrer sig ligeledes over, at personalet ikke var bedre klædt på til at håndtere sygdommen.

»Når man ringer efter brandvæsenet, så skal der jo ikke komme en gartner. Og det var lidt det, vi oplevede på Skovvang. Rigtig mange medarbejdere var dygtige og ville gerne hjælpe, men de havde ikke de rette værktøjer.«

Thomas Bredahl nævner for eksempel, at der aldrig kom styr på medicinering, og at hans far ikke kunne få adgang til plejehjemmets læge, fordi han var på korttidspladserne.

»Det, synes jeg, virker helt forkert. Man må da kunne trække på den viden, der allerede er der.«

I det hele taget mener han, at man bør have et langt bedre beredskab, når det handler om at tage sig af borgere med udadreagerende demens.

»Det blev en meget, meget uværdig afslutning på livet for min far. Og det ønsker jeg ikke, at nogen anden skal opleve.«

Marianne Bredahl har klaget til Patientklagenævnet over hendes mands behandling på Skovvang.