Fortsæt til indhold

Buschauffør advarede om farligt stoppested - nu er det flyttet

Ifølge fagchef hos Skanderborg Kommune har flytning af busstoppested været højt prioriteret.

Samfund

»Det er rablende sindssygt. En skønne dag, er der en knægt, der løber ud foran, og så siger det ”slam”. Det sker en dag. Det er helt sikkert.«

Buschauffør Kenneth Skovbjerg Blomgrens profeti kommer ikke til at gå i opfyldelse, og det er der næppe nogen, der er mere glad for end ham. Samtidig er det netop hans opråb, der har gjort, at det forhåbentlig aldrig kommer til at »sige slam« ved et specifikt busstoppested på Sygehusvej.

Stoppestedet er blevet flyttet, så bus 21 ikke længere standser lige før en fodgængerovergang ved Skanderborg Sundhedshus. Det, der gav Kenneth Skovbjerg Blomgren og hans chaufførkolleger dårlige nerver, var, at bilister overhalede bussen, mens den holdt stille for at lade passagerer komme ud.

Det er ulovligt at overhale ved et fodgængerfelt, og en bus hjælper ikke på udsynet.

»Du kan ikke se, at der er nogen på vej ud, når du kommer oppe fra rundkørslen, og mine nakkehår rejser sig, hver gang jeg holder der. De andre chauffører har samme oplevelse som mig. Jeg sidder og kan se i bakspejlet, at der kommer nogen kørende, mens de folk, der er stået ud af bussen, er på vej ud i fodgængerovergangen,« sagde Kenneth Skovbjerg Blomgren 17. marts i år til dette medie.

Bilister overhaler bus 21 , der holder ved fodgængerfelt på Sygehusvej i Skanderborg. Video: Sten Brøgger

Buschaufførens opråb blev heldigvis hørt af chef for Plan, Teknik og Miljø hos Skanderborg Kommune, Karen Margrethe Høj Madsen, og nu er stoppestedet blevet flyttet lidt længere ned ad Sygehusvej.

Det er sket på to måneder, og hvis man må være lidt fræk, er det en sprint i kommunal tidsregning.

»Eftersom der var en ret stor trafikal usikkerhed, er det noget, der er blevet prioriteret rigtig højt. Jeg har talt med mine trafikmedarbejdere, og de havde ikke fantasi til at tro, at bilisterne ville have så risikobetonet adfærd,« siger Karen Margrethe Høj Madsen og fortsætter:

»Det er en rigtig hensigtsmæssig løsning, og det er fint, at folk gør os opmærksom på det, når de oplever noget, som kan gøres bedre, for vi kan ikke være til stede alle steder i kommunen hele tiden.«

En bil overhaler bus 21 ved fodgængerovergang på Sygehusvej i Skanderborg. Arkivfoto: Sten Brøgger

Kenneth Skovbjerg Blomgren synes, det er »rigtig, rigtig rart«, at buschaufførerne er blevet lyttet til.

»Det er det helt rigtige, man har gjort. Det er super fint. Man har kunnet se, at det var et problem. Det er også en rigtig god idé, at man har flyttet busskuret på den anden side, så der er bedre udsyn. Det er dejligt, at man har reageret.«

Kommer du til at få en bedre mavefornemmelse med at parkere på stedet fremadrettet?

»Vi kører ikke ad Sygehusvej lige nu, fordi man er i gang med vejarbejde på Vestergade, men jeg ved, at min mavefornemmelse ved at stoppe på Sygehusvej bliver meget bedre.«