Fortsæt til indhold

Hvor stort er behovet for lejeboliger i Knebel?

Et lokalt samarbejde undersøger boligbehovet i Knebel — og inviterer borgere til infoaften i juni.

Samfund
sra

Efterspørgslen på lejeboliger i Knebel og omegn er stigende, men udbuddet af almene lejeboliger er meget lavt. Derfor er Borgerforeningen Mols & Helgenæs, DjursBo, Syddjurs Kommune og Mols i Udvikling – ’Lejebolig gruppen’ gået sammen om at undersøge det reelle boligbehov i lokalsamfundet. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Mange borgere — både unge, der ønsker at blive i området, familier, der vil flytte hertil, og ældre, der søger ny bolig i området – oplever, at der simpelthen ikke er lejeboliger at få i Knebel og omegn. Projektet tager udgangspunkt i et konkret kommunalt areal i Knebel, hvor der allerede foreligger en lokalplan, og hvor DjursBo er klar til at stå for både byggeri og drift – forudsat at behovet kan dokumenteres.

Undersøgelsens resultater kan også bruges af private entreprenører, der kan blive inspireret til at opføre lejeboliger i Knebel. Blandt andet oplyser gruppen, at tømrermester Vognsen har planer om at opføre et antal lejeboliger lokalt på Mols.

For at skabe det stærkeste mulige grundlag for et eventuelt boligprojekt gennemføres nu en borgerundersøgelse blandt borgere i og omkring 8420. Undersøgelsen er anonym og tager under fem minutter at besvare.

Du kan finde spørgeskemaet ved at scanne QR-koden.

Alle interesserede borgere inviteres også til en lokal infoaften, hvor projektet præsenteres, og hvor spørgeskemaet kan besvares på stedet. Aftenen giver mulighed for at høre mere om planerne. Det finder sted onsdag 10. juni på Molsværket.