Endnu en skobutik drejer nøglen om
Maibom-Eurosko lukker. Butikkens norske moderselskab er i gang med at afvikle danske aktiviteter.
Skoforretningen Eurosko-Maibom i Viby Centret lukker.
Det fremgår af skilte uden for butikken, hvor der med store bogstaver står »Vi lukker!« og nedenunder, at der nu er besparelser på 20-70 procent at hente.
Avisen har gentagne gange forsøgt at kontakte butikken for at høre nærmere om årsagen til lukningen. Dog indtil videre uden held.
Vi har desuden forsøgt at kontakte direktør Maren Nergaard, men ligeledes uden held.
Den Viby-baserede virksomhed Maibom Sko A/S er ejet af den norske skokæde Eurosko, som ifølge selskabets seneste regnskab har 290 butikker i Norge, Sverige og Danmark.
Der er imidlertid blevet færre af dem.
Så sent som i marts i år blev det meldt ud, at kædens forretning i Odder skulle lukke.
Det er således i overenstemmelse med Eurosko Danmarks regnskab for 2025, hvori der står, at:
»Ledelsen har i 2026 påbegyndt overvejelser om en kontrolleret og gradvis afvikling af selskabets aktiviteter i Danmark. Dette sker som led i koncernens strategiske prioriteringer.«
»Der er endnu ikke truffet endelig beslutning om den konkrete fremgangsmåde og tidshorisont, men ledelsen forventer, at en eventuel afvikling vil kunne gennemføres som en gradvis, solvent og ordnet proces.«
Eurosko har tidligere haft en dansk webshop, men den er nu også lukket.
Maibom Sko A/S har da også haft nogle økonomisk svære år.
I 2024 fik virksomheden et underskud på 886.368 kroner, og underskuddet voksede i 2025 til 990.931 kroner.
Samtidig blev selskabets egenkapital negativ, da den faldt fra 934.551 kroner til et minus på 56.379 kroner.
I regnskabet fremgår det imidlertid også, at der ikke umiddelbart er fare for, at Maibom Sko går konkurs, idet Maibom Sko A/S har modtaget en skriftlig støtteerklæring fra moderselskabet i Norge, hvori de forpligter sig til at »tilføre selskabet tilstrækkelig likviditet til, at dette til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser overfor sine kreditorer.«
Maibom Sko lukkede i 2025 også sin forretning i Storcenter Nord.