Fortsæt til indhold

Lokal arena bliver vært for to kæmpe håndboldbrag

Til august fyldes kan tilskuerne se frem til en dag med intens stemning og håndbold fra øverste hylde.

Samfund
sica

Arena Randers danner endnu en gang rammen om Bambuni Super Cup, som er det traditionsrige sæsonkickoff i dansk ligahåndbold, hvor nogle af landets absolut bedste hold skyder den nye sæson i gang med to topopgør.

Søndag den 23. august 2026 kan håndboldfans således se frem til en dag fyldt med intens stemning og håndbold i særklasse, skriver Arena Randers i en pressemeddelelse.

Kl. 13.30 mødes Team Esbjerg og Odense Håndbold i kvindernes opgør, mens Aalborg Håndbold og Skanderborg AGF Håndbold tørner sammen i herrernes Super Cup kl. 16.00.

Foto: Thor Foto

Viser Randers frem

I Arena Randers ser en stolt direktør Morten Arnesen frem til endnu en gang at byde velkommen til en af dansk håndbolds største enkeltstående begivenheder.

»Vi er utrolig stolte over igen at være værter. Det er en begivenhed, hvor vi har løftet gæsteoplevelsen og fyldt Arenaen med en helt særlig stemning de sidste år. For os handler det ikke kun om håndbold på højeste niveau, men også om at give publikum en oplevelse, de husker og samtidig vise Arena Randers frem som en stærk multiarena, vi alle er stolte af,« siger Morten Arnesen.

Randers Kommune bakker også op om begivenheden, og borgmester Rosa Lykke Yde (SF) ser frem til endnu en dag, hvor byen summer af liv og sport.

»Bambuni Super Cup er med til at sætte Randers på landkortet som en attraktiv kommune. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan store sportsbegivenheder samler både borgere og gæster udefra. Vi glæder os til en dag med masser af energi, fællesskab og håndbold på allerhøjeste niveau,« siger Rosa Lykke Yde.

Foto: Lukas Guldager Svendsen/Tophåndbold

Perfekt sæsonstart

Hos Tophåndbold, som er divisionsforeningen for de bedste danske håndboldrækker, er der store forventninger til opgørene og samarbejdet med Arena Randers.

»Bambuni Super Cup er den perfekte måde at skyde en ny sæson i gang på. Vi får to kampe med høj kvalitet og intensitet. Samarbejdet med Arena Randers fungerer, og vi ved, at rammerne er gode – både for spillere, fans og tv-seere. Vi glæder os til endnu en stor håndboldoplevelse,« siger Thomas Christensen, direktør i Tophåndbold.