Fortsæt til indhold

Mestrene tester formen i gryden i Ebeltoft

AGF’s danske mestre spiller første testkamp mod et udvalgt Djursland-hold på Ebeltoft Stadion mandag 22. juni.

Sport

Ebeltoft Stadion danner rammen, når AGF’s danske mestre spiller første testkamp efter guldsæsonen. Mandag 22. juni klokken 17 løber hele superligatruppen ind på banen i Ebeltoft, hvor modstanderen bliver et udvalgt hold fra Djursland.

Guldvindere vender tilbage

Efter at have levet i en kombineret guld- og jubelrus det meste af sommeren vender AGF’s spillere og stab tilbage til virkeligheden midtvejs i juni, hvor første træningspas er fastsat til 16. juni.

De danske mestre, efter 40 års dvaletilstand, skal spille en række testkampe, før mesterskabet skal forsvares, når en ny superligasæson begynder 25. juli med en hjemmekamp mod Brøndby IF.

Gryden i Ebeltoft

Ebeltoft Stadion er i fuld gang med at blive gjort klar til, at de danske mestre skal betræde banen. De læste rigtigt – gryden på Ebeltoft Stadion får besøg af AGF’s guldvindere.

Modstanderen bliver et udvalgt hold fra Djursland, fortæller Carla Larsen, næstformand i Ebeltoft IF’s fodboldbestyrelse og tillige pigetræner i klubben for U12.

Carla Larsen er ud over sit virke i Ebeltoft tilknyttet AGF Kvindefodbolds U13 Liga-piger som assistenttræner og selv i fuld gang med at tage en træneruddannelse i DBU-regi.

Det er netop hendes tilknytning til AGF og så selvfølgelig, at Ebeltoft IF er med i rækken af samarbejdsklubber hos mastodonten i Fredensvang.

Ingen entré

Publikum kan glæde sig til at hylde de danske mestre uden at skulle erlægge entré ved indgangen.

»For os handler det om at give mange mennesker, herunder selvfølgelig vores egne medlemmer, en god oplevelse og ikke så meget at tjene en større sum penge,« siger Carla Larsen, som selv har en fortid som ungdomsspiller i VRI.

Djursland-hold udtages

Mark Kruse, kendt som en aktiv ildsjæl hos IF Mols, står for udtagelsen af det udvalgte hold.

»Mark forsøger at stille hold med et bredt udsnit af spillerne fra klubberne på Djursland,« siger Carla Larsen.

Holdet er ikke helt på plads endnu, fordi 22. juni også i DBU Jyllands turneringsplan er afsat til at afvikle de såkaldte playoff-kampe, der er afgørende for op- og nedrykning i flere rækker.

Hele AGF-truppen til Ebeltoft

AGF medtager hele sin superligatrup til Ebeltoft.

Grundet det tidlige tidspunkt efter veloverstået sommerferie vil der blive skiftet flittigt ud undervejs. De dyrebare fodboldben skal skånes, så ingen spillere forventes at optræde i 90 minutter på Ebeltoft Stadion.

»Vi glæder os til at byde AGF velkommen til Ebeltoft og selvfølgelig også de lokale spillere fra Djursland. Vi skal nok sørge for, at publikum ikke går sultne og tørstige hjem, når kampen er slut,« lover Carla Larsen.

Hun er tilflytter til Ebeltoft og tydeligvis en, der kan give lokalfodbolden i området et målrettet spark med strakt vrist.

I AGF træner hun U13-piger fire gange om ugen, mens hun benytter onsdagen til at træne pigerne i Ebeltoft.

Hertil kommer kampene i weekenden.

Carla Larsen. keder sig ikke, men en kort snak med hende afslører også hurtigt et passioneret fodboldmenneske.