¿Jette Jan¿ sejler da stadig, - men nu i franske farvande!
Synd at Hvidovre Kommune for 30 år siden ikke var så visionær, at man kunne finde anvendelse for et så mageløst pædagogisk redskab, skriver OLE VISTRUP fra Skibsbevaringsfonden:
AKTUEL KOMMENTAR: Jeg har nogle gange spekuleret på, hvor lang tid ¿mands minde¿ er. Det er tilsyneladende mindre end 30 år. Torben Hesselholt skriver i sit læserbrev til Herluf Rasmussen den 13. december 2011 i Hvidovre Avis, ¿at eventyret omkring Jette Jan kun varede i et par år¿. Det er ikke rigtigt. Skibet sejlede med Hvidovre Kommune som reder fra 1974 til 1981, - i alt i otte år. Jeg var selv med som 14-årig skoledreng på indvielsestogtet, og siden hen på adskillige togter i årene derefter. TH skriver også, ¿at skibet ikke var sundt i bunden og måtte afhændes med stort tab¿. Heller ikke helt rigtigt. Da det i slutningen af Jette Jans 8. sejlsæson blev konstateret, at dele af skroget var angrebet af svamp, valgte man at benytte lejligheden til at afhænde skibet. Man kunne også have valgt at reparere. Men da en sejlende lejrskole var dyrere i drift end en lejrskole i land, var det en fortrindelig anledning til at komme af med skibet. Skibets videre historie: Jette Jan blev solgt til komponisten og musikeren Ib Glindemann, som igen solgte det videre til Karl Obermeyer, en tysker bosat i Rudkøbing. Karl Obermeyer reparerede svampeskaderne, riggede skibet om til to-mastet topsejlsskonnert, udflagede det til Gibraltar og gav det navnet ¿Julia af Faaborg¿ og sejlede i flere år chartersejladser med det i danske farvande. I midten af 1990¿erne blev skibet igen solgt. Denne gang til Storbritannien, hvor den nye reder i forvejen ejede en kopi af en 1800-tals fregat ved navn ¿Grand Turk¿. Den nye reder skulle til TV filmatisere C. S. Foresters romaner om søofficeren Horatio Hornblowers oplevelser under Napoleonskrigene. Hornblower skulle sejle på ¿Grand Turk¿, men af og til havde man til filmoptagelserne brug for et fjendtligt skib at angribe, og til dét formål blev ¿Julia af Faaborg¿ indkøbt. Filmmatiseringen fandt for en stor dels vedkommende sted i Sortehavet. Efter afslutningen af TV-serien lå ¿Julia af Faaborg¿ oplagt i nogle år i St. Kathrines Dock i London - lige ved siden af Tower of London. I 2007 blev begge skibe solgt til et fransk charterkompagni, og ¿Julia af Faaborg¿ blev nu omdøbt til ¿Etoile de France¿. Under dette navn sejler skibet den dag i dag chartersejladser fra den franske havn Saint-Malo. 30 gode år! Så strengt taget var det vel ikke sådan, at Hvidovre Kommune MÅTTE afhænde Jette Jan. Efter kommunens afhændelse har skibet indtil videre haft 30 gode år under andre ejere, og man kan glæde sig over, at et stykke sejlende dansk historie stadig overlever. På den anden side kan man ærgre sig over, at skibet ikke fortæller søfartshistorie i danske farvande, og over at Hvidovre Kommune for 30 år siden ikke var så visionær, at man kunne finde anvendelse for et så mageløst pædagogisk redskab, som et sejlskib er. Nu er det jo så længe siden, at man bare kan trække på skuldrene over det, og jeg har svært ved at se, hvilket stof til eftertanke sagen skulle kunne vække hos Herluf Rasmussen. Han søsatte dog et projekt, der havde otte års uafbrudt succes. Venlig hilsen Ole Vistrup Stjernegade 20 Helsingør