Kæmpe på vej i Sydhavnen: Nu går byggeriet af Olav de Lindes omstridte kontorhøjhus i gang
Om fire år står Olav de Lindes hårdt kritiserede kontorhøjhus klar. »Det bliver en bygning, som alle vil blive glade for,« siger byggematadoren.
Mindet 6 - den gamle DLG-kornlagerbygning i Sydhavnen - er nu omkranset af stålhegn, og inde bag står adskillige gule containere klar til at blive fyldt med byggeaffald.
Om cirka fire år forventes Aarhus’ potentielt højeste bygning at tårne op og markere en af indgangene til det nye sydhavnskvarter.
Det er Olav de Lindes kendte kontorhøjhus, der er tale om. Højhuset, der efter massiv kritik, indsigelser og underskriftindsamlinger blev reduceret fra 150 til 143 meter i højden, hvormed der er mulighed for, at det bliver én meter højere end Lighthouse.
»Vi er i gang med at pille de ting ud af bygningen, som vi vil bevare, inden den skal renses for for forskellige giftstoffer fra maling, gulvbelægning og lignende,« fortæller byudvikler Olav de Linde til Lokalavisen Aarhus.
Det er ikke nok, at andre siger, at det er skideflot. Vi skal selv synes detOlav de Linde, ejendomsudvikler
En særlig oplevelse
Den over 100 år gamle bygning bliver til dels bevaret og integreret i højhuset som en base. Derfor starter projektet med, at der skæres en kerne på 1.000 kvm. af bygningen ud, og i den kerne opføres så højhuset.
Ovenpå ’basen’ er det meningen, at der skal være en stor, offentligt tilgængelig taghave.
Ambitionen om at bevare den gamle industribygning er mildest talt ikke uden udfordringer, fortæller Olav de Linde. Især under piloteringsfasen.
»Det gør jeg det hele noget mere kompliceret - ikke mindst i forhold til at få det gamle til at blive stående, mens der bankes 57 meter ned i jorden lige ved siden af. Jorden hæver sig jo lidt ved trykket, og det tryk kan vi ikke styre. Det er heldigvis vores egen bygning, og så lever vi med, hvis det slår lidt revner. Så skal vi nok få det udbedret,« siger han om lagerbygningen, der ikke er vurderet bevaringsværdig.
Ikke desto mindre har det været vigtigt for byudvikleren at bevare den.
»Det havde været meget billigere og lettere bare at vælte det hele. Det gør mange andre, men vi gør det, fordi vi gerne vil skabe en fornemmelse af den stemning, der er i Sydhavnen, og den spændende modsætning, det bliver, når man går ind i et gammelt hus og tager elevatoren op i et nyt. Det, tror jeg, giver en særlig oplevelse. Og så synes jeg også bare, at det ville være synd at rive huset ned. Så hellere udnytte dets kvaliteter.«
Optimistisk
Kontorhøjhuset på Sydhavnen bliver det højeste, men på ingen måde største, byggeprojekt i Olav de Lindes store portefølje. Han kommer dog til at følge byggeprocessen minutiøst.
»Jeg kommer til at følge det en til en på stedet, når det er i gang. For at se, om det bliver som forventet, og om der er ting, der skal rettes til i projektet. Det skal også følges økonomisk til dørs,« siger han om de betænkeligheder, man i ejendomsselskabet har haft med at gå i gang i en tid med stigende inflation og massive materialeprisstigninger.
Det endelige byggeri bliver som bekendt ikke så højt, som Olav de Linde havde forestillet sig, men byrådets beslutning om at skære syv meter af toppen har ikke kostet skår i glæden over projektet for den 70-årige ejendomsudvikler.
Og han tager det ikke længere så tungt, at der var massiv modstand mod projektet for et års tid siden. En modstand, han personligt imødegik med informationsmøder og -vandringer.
»Det vigtigste er at få lavet et hus, som vi selv er glade for, og vi med meget kritiske øjne kan sige, at vi kan stå inde for. Det er ikke nok, at andre siger, at det er skideflot. Vi skal selv synes det.«
»Men jeg er helt sikker på, at det bliver en bygning, som alle vil blive glade for. De, der bor i Aarhus, vil komme ned og nyde det, og de, der får kontor i bygningen, vil få en fantastisk udsigt og en flot, moderne bygning i et sydhavnsområde, der bliver en livlig by i byen. Jeg tror, at Aarhus vil tage området til sig, og at det bliver en bydel, man går efter.«
Går alt, som det skal, står højhuset klar i 2026. Hvis ikke, går det også nok.
»Det skal bare laves ordentligt. Så må det tage den tid, det tager.«