Fortsæt til indhold

Kronprinsessen tager første spadestik til aarhusiansk skole

Eleverne kan se frem til meget mere plads - »En stor ære at få lov at tage det første spadestik med kronprinsessen«

Aarhus
nln

Kronprinsessens erfaring med spadestik skinnede igennem, da hun mandag, 10. oktober, hjalp otte-årige Caterina Serra med at træde spaden helt i jorden. Pigen ser frem til, at Aarhus International Schoool får nye lokaler og venner.

»Jeg glæder mig til, at børnehaven vil være her sammen med os. For så kan vi måske lege med de børn også,« siger Caterina Serra.

Mary blev ønsket velkommen af 350 elever og børn, der viftede med flag fra de forskellige nationaliteter, som er repræsenteret på Aarhus International School.

Caterina Serra fik hjælp af H.K.H. Kronprinsesse Mary til spadestikket. Foto: Jacob Tinsfeldt Haas, Moment Studio & Amelia Herridge-Ishak.

Borgmesteren Jacob Bundsgaard (S) understreger, at det er vigtigt for Aarhus Kommune at tilbyde internationale institutioner for at tiltrække internationale virksomheder.

»Derfor er det utroligt glædeligt, at skolen, i samarbejde med kommunen og fonde, nu kan starte tilbygningen, så vi også fremover kan tilbyde internationale familier en international skolegang af høj kvalitet,« siger Jacob Bundsgaard (S).

Kronprinsessen blev assisteret af fire elever, der alle fik lov til at stikke spaden i jorden med Mary. For Rasmus Sølling Rimmen var oplevelsen noget helt særligt.

»Jeg har glædet mig meget til at være med til at markere starten af byggeriet. Det var spændende og en stor ære at få lov at tage det første spadestik sammen med kronprinsessen,« siger han.

Rasmus Sølling Rimmen var én af de fire studerende, der fik lov til at tage spadestikket. Foto: Jacob Tinsfeldt Haas, Moment Studio & Amelia Herridge-Ishak.

Hos bestyrelsen på skolen ser man frem til at, projektet er færdigt, så kronprinsessen og de nye elever kan blive inviteret indenfor.

»Det er en stor festdag for os i dag. Det er en stor ære, at kronprinsessen har haft lyst til at tage det første spadestik,« siger bestyrelsesleder for Aarhus International School, Niclas Kvernrød.