Stor demonstration ved Hasle Bibliotek: »Kultur eller kaos«
Flere hundrede mennesker mødte op til demonstration mod lukningen af Hasle Bibliotek.
Kulturhus Herredsvang i Hasle dannede rammen for en større demonstration onsdag eftermiddag.
Baggrunden for demostrationen er et spareforslag fra Aarhus Kommune, hvor Hasle Bibliotek skal lukke som følge af, at Aarhus Kommune skal skære 312 millioner kroner i perioden for 2023-2026.
Flere holdt taler for at sende et signal til de lokale politikere, at Hasle Bibliotek er vigtigt for området, og det kulturtab en lukning vil medføre.
En af talerne var Lisbeth Kjær, som er formand for Almenbo Aarhus’ afdeling 19 i Hasle-området.
»Hvis Hasle Bibliotek spares væk, kan vi risikere at komme på ghettolisten igen,« sagde hun.
Iværksætter Younes Deaibes er selv vokset op i området og været en flittig bruger af biblioteket, og han var mødt op for at demonstrere imod lukningen.
»Først og fremmest er det vigtigt for politikerne at forstå, at Hasle Bibliotek ikke bare er et bibliotek. Det er faktisk et værested og et hus for hele området. Det kan ikke passe, at så snart arbejdsløsheden og kriminaliteten falder i det her område, at vi så skal til at stoppe det, der fungerer. Der er ikke nogen politikere i byrådet, der har skabt så meget integration i det her område som Hasle Bibliotek har,« sagde han.
Læs en reportage fra demonstrationen i næste udgave af Lokalavisen Aarhus.