Skolefest gik over gevind: Elever udsat for vold og trusler
Flere elever i et spøgelsestog blev slået af andre elever.
Elever fra sjette årgang, der var en del af et spøgelsestog på en skole, er blevet udsat for vold af andre elever.
En skal tillige være blevet truet med en saks.
Det skriver TV2 Østjylland.
For 14 dage siden var der skolefest på Malling Skole.
Her blev de bagerste, udklædte elever i et spøgelsestog altså - ifølge forældrene - både slået og truet.
To forældre til de elever, der var udsat for volden, bekræfter hændelsen over for tv-stationen.
Nu har forældrene til tre af de berørte elever meldt episoderne til politiet.
Skolen har på Aula meldt ud, at der har været nogle ’uheldige episoder med vold - og den mener, at have fået opklaret nogle af dem’.
TV2 Østjylland har været i kontakt med skoleleder Klaus Lundgaard Schubert, der dog ikke ønsker at udtale sig i sagen.