Fortsæt til indhold

Massiv og mystisk fiskedød i Aarhus-sø

Det vrimler med døde fisk i søen ved Vestereng nær Aarhus Universitetshospital.

Aarhus

Det flyder med døde fisk i søen ved Vestereng nær Aarhus Universitetshospital i det nordlige Aarhus.

Det fremgår af billeder, som pressefototjenesten Local Eyes har taget fra stedet.

Video: Local Eyes

Hvad der helt præcist er sket, er ikke klarlagt endnu. I hvert fald ikke da Lokalavisen Aarhus i første omgang ringer til Østjyllands Brandvæsen mandag eftermiddag.

»Er det sket i dag? Nå, det kan godt være, jeg lige skal undersøge det nærmere, det har vi godt nok ikke fået nogle anmeldelser om,« siger Anders Jensen, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, til avisen i første omgang.

Og måske er brandvæsenet - eller alarmcentralen - ikke blevet ringet op, fordi mange normalt ikke lige forbinder søer fyldt med døde fisk, som brandvæsenets normale ressortområde. Men det er det faktisk. For brandfolkene er - sammen med den kommunale miljøvagt - en del af det lokale miljøberedskab.

Nærmere undersøgelser tirsdag

Da Lokalavisen Aarhus så senere på dagen ringer til operationschef Anders Jensen, er det ikke, fordi han kan sige så meget mere. Men sagen med de døde fisk er i hvert fald kommet videre i systemet.

»De døde fisk er ikke nogen, vi ved noget om på nuværende tidspunkt, men det er noget, som miljøvagten undersøger nærmere i morgen (tirsdag, red.),« lyder det fra operationschefen.

Med andre ord: Fortsættelse følger.

En, to, mange døde fisk. Foto: Local Eyes

Ifølge et vidne, som TV2 Østjylland har talt med, så lå de døde fisk der også juleaften.

Og der behøves ikke nødvendigvis være tale om akut miljøforurening. For de mange fisk kan sagtens være døde af mere naturlige årsager ifølge ekspert. Her kan frostvejret have spillet en fatal rolle for de mange fisk i søen.

»Det kan ske om vinteren, når der opstår iltmangel, og islåget forhindrer ilten i at komme ned i vandet fra atmosfæren,« siger Finn Sivebæk, der er fiskeplejekonsulent for DTU Aqua, til TV2 Østjylland.