»Et naturligt fænomen«: Her er forklaringen på fiskedød i Aarhus-sø
Der er konstateret flere døde fisk i en sø ved Vestereng nær Aarhus Universitetshospital i den nordlige del af Aarhus, men ifølge miljøvagten hos Aarhus Kommune er der en helt naturlig grund til det.
Det var et trist syn, som forbipasserende mandag fik sig, da de gik forbi en sø ved Vestereng i den nordlige del af Aarhus. I vandet lå der flere steder klumper af døde fisk i overfladen.
Selvom det så mystisk ud og let kunne få tankerne over på forurening, så er der en helt naturlig årsag til fiskedøden, forklarer Thor Joensen fra Miljøvagten hos Aarhus Kommune til Lokalavisen Aarhus:
»Jeg har været derude her til formiddag og målt iltindholdet i søen og kunne måle, at det nærmest var ikke-eksisterende. Det er formentlig, fordi søen har været dækket af is i en længere periode, så fiskene stille og roligt har brugt den ilt, der var i vandet. Når der så ikke er mere tilbage, så er der ikke så meget at gøre - så dør fiskene,« fortæller han og slår fast, at der ifølge hans opfattelse ikke er grund til at tro, at der skulle ligge en menneskelig handling bag:
»Det er et naturligt fænomen, så det er ikke, fordi der er sket en forurening eller noget i den stil.«
Thor Joensen blev kaldt ud til søen af Østjyllands Brandvæsen, som mandag blev gjort opmærksom på fundet i søen.
»Brandvæsnet henvender sig til mig, når det har noget med miljøet at gøre. Vi fik henvendelsen lige inden, at det blev mørkt, så det var ikke til at komme ud at kigge på det tidspunkt,« fortæller miljøvagten, som med et meget forsigtig slag på tasken vurderer, at der ligger omkring et par hundrede døde fisk i den cirka 50 meter brede sø.
De får lov til at blive liggende, hvilket nok er til stor glæde for andre dyr i naturen.
»Der er en masse fugle, der får sig noget at spise der.«