Fortsæt til indhold

Nye parkeringsregler på Aarhus Universitet presser studerende

Nye parkeringsregler for studerende på Aarhus Universitet overrasker rådmand, men universitetets pressechef mener ikke, at de studerende har krav på fri parkering.

Aarhus

Stå op. Spis morgenmad. Af sted på uddannelsen.

Sådan ser morgenen ud for Nicoline Gaardsøe, der studerer filosofi på Aarhus Universitet. I den faste morgenrutine er der dog bare en lille udfordring:

»Jeg kører ind til universitetet en time i forvejen. En halv time til at komme frem, og så en halv time til at finde parkering.«

Parkeringspladserne er nemlig få. De pladser, som ikke er optagede er heldigvis gratis i fire timer, men så skal man flytte bilen.

»Mine forelæsninger varer tre timer, så jeg kan stadig nå noget gruppearbejde bagefter, uden at tænke på parkering,« siger Nicoline Gaardsøe.

Men nu bliver reglerne lavet om. Gratis parkering i to timer, derefter må man holde parkeret så længe man vil til 22 kroner i timen. En times betalt parkering om dagen løber op i en ekstra regning på 440 kroner om måneden.

»Vi kan godt forstå, at det presser de berørte studerende og gør det mere besværligt for dem,« fortæller Sys Christina Vestergaard, kommunikation- og pressechef for Aarhus Universitet.

Ærgerligt

Situationen med betalingsparkering rammer ikke de ansatte på universitetet, fordi uddannelsesstedet har parkeringspladser tiltænkt staben.

De studerende står dog nu i en situation, hvor de skal ud til bilen efter to timer for at flytte den eller betale for at holde parkeret i skoletiden. Det går især ud over studerende, som ikke bor i byen.

»Det er ikke os alle, der er det samme sted i vores liv, hvor vi vil have det pulserende byliv. Vi er nogle, der gerne vil væk fra byen. At bo længere væk fra byen er ekstra svært, hvis vi bliver straffet med ikke at kunne køre i et så frit omfang,« siger Nicoline Gaardsøe.

Inden hun startede på filosofiuddannelsen, var Nicoline Gaardsøe ude for en sportsskade, der betyder, at hun skal opereres og gå med krykker i en længere periode. Derfor vil det være svært for hende at tage offentligt transport eller holde længere væk fra universitetet for at holde gratis.

»Hvis regeringen vil have flere unge ud af byerne, så må man gøre det lettere for de unge at komme til byerne,« mener Nicoline Gaardsøe.

»Det kan ikke passe, at vi bliver straffet for ikke at bo tæt på universitetet,« siger Nicoline Gaardsøe. Privatfoto

I 2018 besluttede byrådet at ændre parkeringsreglerne for flere steder i byen. Det er de regelændringer, som nu træder i kraft. Af den årsag er det svært for nuværende rådmand for Teknik og Miljø at forholde sig til sagen. Nicolaj Bang (KF) tiltrådte indstillingen sidste år, hvor han også blev en del af byrådet.

»Det er en beslutning, der er truffet, som jeg ikke har nogen indflydelse på,« siger rådmanden til Din Avis Aarhus.

Selvom rådmanden ikke kan ændre på sagen, synes han, at det er mærkeligt, at universitet ikke har reageret på regelændringen før nu, når det har kendt til ændringen siden 2018.

Ansvaret

»Det er universitetets opgave at sørge for, at der er parkeringspladser til de studerende,« mener Nicolaj Bang.

Den holdning deler Aarhus Universitet ikke.

»Det er op til hver enkelt studerende at bestemme, hvor de bor, og hvordan de kommer frem og tilbage. Vores opgave er at uddanne dem - deres transport er ikke en del af vores tilbud,« siger Sys Christina Vestergaard.

Rådmanden undrer sig over at høre universitetets tilgang til de studerendes parkeringsforhold.

»Jeg er lidt overrasket over, at universitetet, der har udbygget en del de senere år, ikke mener, at de burde have nogle overvejelser omkring tilgængelighed,« siger Nicolaj Bang og fortsætter:

»Kommunen står naturligvis for infrastrukturen i byen, men jeg vil mene, at virksomheder og forskellige andre aktører har ansvaret for selv at skaffe parkeringspladser på grunde, hvis de mener, at der er behov for det.«

Handling

De nye regler skal delvist gøre det lettere at finde en ledig plads ved at lægge et økonomisk pres på de parkerede biler, men den filosofistuderende tror ikke, at det bliver lettere at få en plads.

»De fleste unge vil gøre alt for at bevare deres budget, så går de bare ud og flytter bilen til den samme parkeringsplads og holder yderligere to timer gratis. Det kommer jeg også til,« siger Nicoline Gaardsøe og fortsætter:

»Hvis de gerne vil have, at der ikke er ligeså mange biler i Aarhus, så skal de sørge for, at de folk, som parkerer der, har et ærinde. Man kunne sige, at de studerende skal have en p-tilladelse for at holde på universitetets arealer, ligesom medarbejderne. Jeg vil også være klar til at betale et beløb, hvis det er en overkommelig pris, og hvis det kan garantere, at der er pladser ledige.«

Betalingsparkeringen begynder »primo 2023« fortæller kommunen. Privatfoto

Universitetet har kommunikeret problematikken ud på Facebook, og her skriver flere elever, at de håber, at Aarhus Universitet vil forsøge at gå i dialog med Aarhus Kommune. Til dem har kommunikationschefen en nedslående melding:

»Vi har ikke overvejelser om at bestride kommunens valg. Vejene i Universitetsparken hører under kommunen,« siger Sys Christina Vestergaard.

Samtidig fortæller hun, at universitetet ikke arbejder på en løsning med p-tilladelser for de studerende.

»Det kan være, at jeg skal have en snak med universitetet om, hvad strategien og ønskerne er,« konstaterer Nicolaj Bang.