Aarhusianske Frida skal være sygeplejerske på hospitalsskib i Afrika
Sygeplejerske fra Lisbjerg tager orlov fra Aarhus Universitetshospital for at tilslutte sig hospitalsskib i Vestafrika.
Man får næsten lyst til at nynne det ikoniske klaverspil i Kim Larsens ”Jutlandia”, når sygeplejerske Frida Roos begynder at fortælle om den rejse, hun snart skal ud på.
Det kan godt være, at hun ikke er 16 år eller skal tilse soldaters sår, som Kim Larsen synger i sit hit fra 1986, men i denne måned rejser Frida Roos ud af landet for at blive en del af besætningen på et hospitalsskib - dog ikke i Korea, men ved Senegals kyst i Vestafrika.
»Det bliver en unik oplevelse, og noget jeg har villet, siden jeg begyndte at arbejde som sygeplejerske,« fortæller 31-årige Frida Roos, som bor i Lisbjerg og arbejder på Aarhus Universitetshospital i Skejby, til Din Avis Aarhus.
Hun er oprindelig fra Sverige, men på et højskoleophold i Silkeborg for ti år siden mødte hun sin mand, og derfor er hun blevet boende i Danmark. Men det er fra opvæksten hos sin svenske familie, at lysten til at gøre noget frivilligt for andre blev vækket.
»Begge mine forældre har i perioder arbejdet i udlandet, så det har altid været en naturlig del af mit liv. Derfor vil jeg også gerne,« lyder det fra den 31-årige sygeplejerske.
Nødvendig lægehjælp
Det er på hospitalsskibet Global Mercy, at Frida Roos sammen med den resterende besætning skal hjælpe afrikanske patienter i Senegals hovedstad, Dakar, med nødvendig lægehjælp. Det er nemlig de færreste af Senegals befolkning på 17 millioner mennesker, som ellers ville have den mulighed. Det betyder, at flere går rundt med lidelser, som kan få konsekvenser ifølge en pressemeddelelse fra Mercy Ships, som er den internationale humanitære hjælpeorganisation, der står bag hospitalsskibe.
»Helt konkret risikerer eksempelvis børn med læbe-ganespalter et liv i udstødelse fra deres lokalsamfund, og tilstanden kan gøre det svært - om ikke umuligt - at tage tilstrækkeligt med livsnødvendig næring til sig,« fortæller Vibeke Hauge Førrisdahl, generalsekretær i Mercy Ships Danmark, i pressemeddelelsen.
Sidste år var hospitalsskibet i Senegal for at tilbyde træning til flere end 260 lokale sundhedsprofessionelle, så i år er det første gang, at specialiserede operationer bliver udført om bord.
»Fra skibet vil folk gratis få operationer, som vil give dem helt nye chancer i livet, og vi vil sideløbende uddanne sundhedspersonale, så vi sammen med vores kollegaer i Senegal og Gambia kan bidrage til en bæredygtig udvikling af lokale sundhedssystemer.«
Ti ugers eventyr
Frida Roos har svært ved helt at forestille sig, hvad hun kan forvente om bord på hospitalsskibet.
»Det bliver så anderledes fra det, jeg normalt laver. Selvom jeg er på AUH’s traumecenter, hvor dagene også er forudsigelige, så bliver det noget helt særligt på skibet. Jeg ser frem til at blive udfordret rent fagligt, og så glæder jeg mig til at bo på skibet med en masse mennesker, jeg ikke kender,« fortæller Frida Roos, som skal være af sted i ti uger og derfor har været nødt til at tage orlov.
Selvom det er lang tid væk fra sin mand i Lisbjerg, som hun forventer bliver det største afsavn, så kan hun ikke vente med at komme af sted.
»Det er en gave at kunne tage ud i verden på et kæmpe eventyr og samtidig kunne hjælpe andre mennesker. Det bliver virkelig stort,« siger hun.