Revser rengøringen på Nettos lager: »Der er flere steder mørke belægninger af støv«
Netto er uenig i kritikken og bøden.
20.000 kroner i bøde bliver sendt til Salling Group og Netto.
Afsenderen er Fødevarestyrelsen, som var forbi detailgigantens centrallager på Rosbjergvej i Brabrand 20. januar. Og her var rengøringen på lageret ikke i orden ifølge den tilsynsførende.
På en skala fra et til fire, hvor fire er det dårligste og et det bedste, har rengøringen på lageret fået karakteren fire.
Ifølge kontrolrapporten var »der ikke tilstrækkeligt rengjort i flere lokaler« herunder i et område med uindpakkede frugt- og grønt-fødevarer, samt i kølerum og på reolerne i kølerummet.
»Der er flere steder mørke belægninger af støv. Flere steder mellem truckværn og væggene, ses der områder, som fremstår støvede og med mørkere snavset overflade end resten af gulvet. Nogle steder er der støvbelægninger på 2-3 mm,« skriver tilsynsførende.
Nettos egen bemærkning til den tilsynsførendes besøg var på dagen: »Vi ser på problemstillingen«.
Anfægter afgørelse
Nu har Netto så ”set på problemstillingen”, og man er ikke enig med Fødevarestyrelsens bødeforelæg.
Det fremgår af et skriftligt svar Salling Group har sendt til Din Avis Aarhus.
»Vi har generelt i Salling Group stort fokus på hygiejne, og når der konstateres forhold, der skal rettes op på, er vi hurtige til at rette op. Vi oplever heldigvis generelt gode myndighedstilsyn, og der er derfor sjældent behov for at anfægte afgørelser,« skriver Pernille Bonne Nejsig fra Salling Groups kommunikationsafdeling og tilføjer:
»Jeg kan oplyse, at vi dog i den konkrete sag er i dialog med Fødevarestyrelsen omkring deres vurdering af vores lager, da der var tale om forhold, som det er vores opfattelse ikke bør resultere i bøde. Dette har vi gjort Styrelsen opmærksom på.«
Helt grundlæggende mener Salling Group ikke, at lageret har udgjort nogen sundhedsrisiko.
»Der har ikke været tale om nogen risiko for kontaminering af fødevarer eller risiko for fødevaresikkerheden generelt. Vores kunder skal derfor ikke være bekymret for hygiejnen i lageret,« skriver koncernen.