Kritik af nye tilsyn på plejehjemmene: »Den form er vi ikke trygge ved«
Ældrerådet kritiserer kommunens valg af 'interne læringsbesøg' frem for eksterne tilsyn på halvdelen af plejehjemmene. De er for uforståelige, siger formanden.
Siden august har halvdelen af kommunens plejehjem fået et noget anderledes tilsyn, end hvad man har været vant til.
Aarhus Kommune indførte i 2022 såkaldte ’interne læringsbesøg’, som led i implementeringen af en tilsynsmodel.
Ældrerådet har nu set effekten af de interne læringsbesøg, der er foretaget på i alt 24 plejehjem siden august, og rådet er ikke imponeret.
Ved et traditionelt tilsynsbesøg laves en rapport, som opsummerer, hvilken af følgende fire kategorier plejehjemmet kommer i; ingen, mindre, større eller kritiske problemer. Men ved de interne læringsbesøg er der ingen klar konklusion.
Derfor er det svært for udenforstående at læse de rapporter, mener Jan Radzewicz, der er formand for Ældrerådet:
»Jeg vil ikke sige, at man ikke kan lære noget af de interne læringsbesøg, men vi vil være mere trygge ved de traditionelle tilsyn,« siger han.
Aarhus Kommune satte alle tilsyn med plejehjemmene på pause i de første seks måneder af 2022 for at arbejde på en ny model for tilsyn. Det skulle ikke længere være kommunen selv, der kontrollede forholdene. Et eksternt firma skulle udføre tilsynsbesøgene, men kun på halvdelen af plejehjemmene. Den anden halvdel skulle have et internt læringsbesøg, hvor plejehjemmet får besøg af medarbejdere fra Kvalitet og Digitalisering, en afdeling under Sundhed og Omsorg.
»Interne læringsbesøg, ja, de er jo interne. Det kan da godt være, at det enkelte sted lærer noget, og det er jo godt. Men resten af systemet og udefrakommende får intet ud af det. Vi kan ikke følge med i, hvordan det går. Hvad arbejder man med, hvad skal der rettes op på? Vi har ingen mulighed for at se, om man for eksempel har forbedret sig fra år til år, eller om det er det samme, man arbejder på at forbedre. Det får det hele til at flagre lidt i vinden, når der ingen klar konklusion er,« siger Jan Radzewicz.
Lytter til kritikken
Ældrerådsformanden er forbavset over, at byrådets medlemmer ikke stiller krav om mere traditionelle tilsyn end de interne læringsbesøg.
»Jeg undrer mig over, at byrådet ikke er mere interesserede i mere gennemsigtige tilsyn. Så man kan følge med i, om de krav der stilles til pleje og omsorg for vores ældre også efterleves. Får vi det, vi betaler for?« lyder det fra Jan Radzewicz.
Anette Poulsen (S), der er formand for Sundhed og Omsorgsudvalget, forstår godt kritikken.
»Jeg mangler også en klar konklusion på rapporterne, som vi kender det fra de andre tilsyn. Det ville være godt,« siger Anette Poulsen.
Hun har været med til at godkende den nye måde at udføre halvdelen af tilsynene på, men hun har ikke vidst i detaljer, hvordan rapporterne ville se ud:
»Det er noget, vi skal have taget op i udvalget. Jeg vil gerne se en grundig evaluering af, om denne nye form for tilsyn virker efter hensigten,« lyder det fra udvalgsformanden.
Kontorchef, Digitalisering og Kvalitet, Sundhed og Omsorg Poul Martin Christensen lytter til kritikken fra Ældrerådet:
»Det er jo et nyt koncept, og vi lytter til den feedback, vi får. Så hvis rapporterne skal skrives på en anden måde, så for eksempel Ældrerådet får den viden og indsigt, de har brug for, så er det da klart noget, vi tager med i den løbende vurdering af, hvordan det skal justeres,« siger Poul Martin Christensen.
Så I vil se på at tilpasse tilsynsmodellen i den kommende tid?
»Helt bestemt. Verden står jo ikke stille, så løbende vil vi sørge for, at tilsynsrapporterne tjener deres formål,« lyder det fra Poul Martin Christensen.