Fortsæt til indhold

Udsmykning med 40 ton tung sten var stendød - nu åbner kommunen op om ny mulighed

En stor halvkugle. Sådan ser det ud, når man kommer til Mårslet via Giber Ringvej. Det vil fællesrådet lave om på, men kommunen lukker pengekassen.

Aarhus

I krydset mellem Oddervej og Giber Ringvej troner den frem.

Sneen er begyndt at smelte, og på den mudrede jordvold står kampestenen, der er svær at overse, når man kører forbi krydset.

En lignende kampesten pryder rundkørslen bare fire kilometer væk i det nordlige Mårslet.

Fællesrådsrepræsentanten, Jens Thomsen, mener, at det vil klæde byen, hvis den nyfundne kampesten kan spille duet med den gamle sten ved at blive placeret i midten af den nye rundkørsel syd for byen.

»Det kunne være et flot vartegn for byen, at vi har en stor sten i rundkørslerne,« siger Jens Thomsen.

Fluks tog fællesrådet fat i kommunen.

Stendyrt

Men den enorme kampesten, der kom frem ved anlæggelsen af Giber Ringvej, vejer over 40 ton. For at flytte den, skal der bruges specielle køretøjer, og kommunens skøn er, at omkostningerne løber op i cirka 100.000 kroner.

Stenen er over to meter på sit højeste og og over tre meter lang. I bredden måler den over halvanden meter. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

»Det har selvfølgelig en interesse fra kommunen, at vi kan anvende stenen i rundkørslen. Men vi har ikke midlerne i anlægsprogrammet. Vi sidder jo og vender nærmest hver eneste øre i projektet,« siger Trine Buus karlsen, byrumschef hos Teknik og Miljø.

Konstruktionen af Giber Ringevej er blevet dyrere end først antaget på grund af de stigende anlægspriser, som alle lande oplever i øjeblikket.

»Vi plejer at kunne lave nogle jordvolde eller forskellige andre ting i de rundkørsler, men det er simpelthen blevet skåret væk på det her projekt,« siger Trine Buus Karlsen.

Kommunen opfordrer derfor fællesrådet til at finde økonomisk støtte fra andre sider. Trine Buus Karlsen foreslår, at det enten kan være gennem private eller fonde.

Den bare rundkørsel, der forbinder Giber Ringvej og Mårslet, falder i et med landskabets jordvolde. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

Især ideen om fonde er noget, som fællesrådet overvejer. Jens Thomsen skal mødes med direktøren for Moesgaard Museum for at snakke om muligheder for udsmykning af den tredje og mindre rundkørsel i Mårslet.

En del af mødet vil gå på, hvordan byen kan finde midlerne til udsmykningen.

Stensikker

Ved Mårslets nordlige rundkørsel, der allerede har en kampesten i midten, sidder Uffe Villadsen, en Mårslet-borger, der kan huske tiden før kampesten i rundkørsler. Han nyder martssolen, inden han skal videre med hverdagen.

»Inden de placerede stenen i rundkørslen, så kunne man se, om der kom nogle modkørende. Hvis ikke, kunne man køre lige over,« fortæller han.

Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

I sit arbejde har Uffe Villadsen kørt en del i Vestjylland, hvor flere af rundkørslerne er udsmykket. Han synes, at det vil være interessant, hvis Mårslet fik et vartegn ligesom byerne i vest.

»Jeg synes, det er en god ide at udsmykke den anden rundkørsel med en stor sten, men man burde bruge pengene til noget støjdæmpning til dem, som bor derhenne,« siger Uffe Villadsen.

I fællesrådet er man klar over, at støjdæmpning betyder meget for borgerne, der bor tæt på Giber Ringvej. Derfor ser Jens Thomsen helst, at sten-flytningen ikke må spænde økonomiske ben for støjdæmpningen.

»Mon ikke der kan laves noget udsmykning, der ikke koster nær så meget, så man kunne få det hele til at gå op i en højere enhed,« mener Jens Thomsen, der er helt sikker på, at udsmykningen nok skal komme til at ske, uden det sker på bekostning af støjdæmpningen.

Den samme optimisme for flottere rundkørsler har Aarhus Kommune også.

»Det kan sagtens være, at stenen kan komme til rundkørslen i fremtiden. På nuværende tidspunkt har vi ikke ressourcerne til det, men det kan være, når vi lukker det hele, at der er en lille slat penge, men nu må vi se,« siger Trine Buus Karlsen.