Ældre Sagen: »Ventelisterne til seniorboliger bugner«
Marlene Rishøj Cordes fra Ældre Sagen har beskæftiget sig med seniorbolig-området i en længere årrække, og hun hilser flere seniorboligfællesskaber velkommen.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at der bliver flere og flere seniorer i fremtiden.
I 2040 er forventningen således, at hver fjerde dansker er over 65 år, fordi vi simpelthen lever længere.
Sådan en prognose stiller krav til flere samfundsforhold.
Marlene Rishøj Cordes fra Ældre Sagen har beskæftiget sig med seniorbolig-området i en længere årrække, og hun bekræfter en tendens, hvor seniorboligfællesskaber med alderssvarende boliger står højt på folk over 65 års ønskeliste. Og tal fra Ældre Sagen viser, at der er især er en stor stigningen af antallet af seniorer over 75 år i Aarhus Kommune.
»Antallet af seniorer, som står på seniorbofællesskabernes ventelister, bugner over hele landet, og hver gang der afholdes informationsmøder møder seniorerne talrigt op,« siger hun til Din Avis Aarhus og fortsætter:
»Vi ved, at der mangler egnede boliger til ældre, og at der er et kæmpe stort underskud af dem i hele landet. Det vokser sig kun større i kraft af, at demografien ændrer sig, og at vi alle i gennemsnit lever længere.«
Marlene Rishøj Cordes nævner, at Real Dania for få år siden igangsatte en indsats, hvor man prøvede at skabe nye partnerskaber for at at få flere forskellige typer seniorboligfællesskaber. Og for at vække interessen fra nogle af de store bygherrer, som ville kunne drive udviklingen.
»Mange af de mennesker, som gerne vil flytte i seniorboliger, kommer fra parcelhuskvarterne, hvor de giver udtryk for, at de bor i en bolig, der på sigt vil vokse dem over hovedet med de driftsopgaver i at vedligeholde sit hus,« siger hun og understreger, at de fleste ældres behov ikke er at flytte længere væk.
Vil blive i nærområdet
»Vores undersøgelser viser, at mange der skal flytte fra deres hus, som de har boet i 40, 50 eller 60 år faktisk gerne vil blive boende i deres lokalområde, fordi det er her, de kender hinanden. Det er derfor, det er så godt med små lokale projekter, som ligger dér, hvor man bor i forvejen, og som kan frigøre nogle andre boliger til nye børnefamilier. Vi har lavet flere flyttemønstre-undersøgelser, som viser en stor overvægt af ældre, der gerne vil blive boende i deres nærområde. Derfor skal der også være seniorboligfællesskaber i oplandet,« fastslår Marlene Rishøj Cordes.
Fællesskabet har også en vigtig betydning i livets efterår.
»Vi ved også, at der bliver flere og flere enlige blandt seniorerne, og at de gerne vil indgå i fællesskaber med andre. Og det er jo lidt nemmere, hvis man bor i et bofællesskab med faciliteter, der inviterer til det. Vores undersøgelser viser, at når man lever i et bofællesskab påvirker det ens livskvalitet positiv, giver et sundere liv og modvirker og forebygger ensomhed. Og så ved vi, at man hjælper hinanden mere i et bofællesskab, end man gør i det traditionelle naboskab,« siger hun.
Når man vender øjnene mod landets næststørste by, hilser Ældre Sagen seniorboligselskaber som det, der er ved at blive skabt i Gammel Egå, meget velkomment.
»Det er vigtigt, at der er flere, som skubber til den udvikling, fordi vi ved, at der er mange seniorer, som gerne vil have drømmen opfyldt om at bo i et seniorbofællesskab. Jeg ved, at der bliver bygget flere af dem i Aarhus, men der er et stort uudnyttet potentiale,« siger Marlene Rishøj Cordes.