Aarhusianske studerende skriver historie og sender satellit i rummet
Tirsdag bliver den første satellit i studentersatellit-programmet DISCO sendt op i samarbejde mellem fire universiteter. Satellitten indeholder en mikrocomputer og skal blandt andet teste kunstig intelligens i rummet.
De seneste to år har studerende fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og IT-Universitetet arbejdet på at gøre den første DISCO-satellit klar til opsendelse - og nu sker det.
Tirsdag den 11. april kulminerer arbejdet og spændingen, når studentersatellitten bliver skudt op med en Falcon 9-raket fra Vandenberg-rumbasen i USA klokken 8:48 dansk tid.
Aarhus Universitet og Syddansk Universitet livestreamer, når satellitten starter sin rejse, og inviterer pressen og andre interesserede til at være med. Der vil være unikke livebilleder, og i Aarhus vil der blandt andet være mulighed for at møde studerende og forskere bag projektet.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
»Vi skriver et nyt kapitel i dansk rumhistorie med opsendelsen. Det er første gang, at studerende fra fire danske universiteter samarbejder om et innovativt, nationalt rumprogram,« siger Christoffer Karoff, der leder projektet og er lektor på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.
Forløber for større klimasatellit
Der er tale om en CubeSat-satellit, der måler 10 x 10 x 10 cm og vejer ca. 1 kg. Ombord er en mikrocomputer, der er udviklet af Google til at kunne lave kunstig intelligens. Den skal nu for første gang ud at flyve i rummet med DISCO-1.
DISCO-1 er en forløber, der skal teste teknologien forud for den efterfølgende klimasatellit DISCO-2, der skal sendes op til næste sommer. DISCO-2 skal gøre os klogere på klimaforandringerne ved at levere flerdimensionelle billeder af, hvordan gletsjere smelter i Grønland.
DISCO-1 vil passere Danmark to gange i døgnet og skal efter planen være i kredsløb i cirka tre år.
Satellitprogrammet er finansieret af Industriens Fond, satellitten er produceret i samarbejde med Space Inventor, mens Momentus sammen med SpaceX er ansvarlige for opsendelsen.