Mælk - eller ikke mælk - i kaffen: Østjyderne er ikke i tvivl
Der er store, geografiske forskelle på brugen af mælk i kaffen.
Har de puttet noget i kaffen? Sådan lyder titlen på et Gnags-album fra 1987.
Og mælk er der mange, der er tilhængere af i den sorte drik.
Men der er stor forskel på, hvor mange - alt efter landsdel - der foretrækker mælk i kaffen.
Det skriver Arla Pro, der har stillet cirka 2000 danskere spørgsmålet, i en pressemeddelelse.
I Nordjylland drikker flertallet kaffen sort, mens det i København er lige omvendt. Fælles for hele landet er dog, at de fleste af os vælger minimælk, når vi drikker mælk i kaffen.
Fylder meget
Seks ud af 10 danskere drikker kaffe hver eneste dag, og af den andel drikker hver anden mere end fire kopper om dagen.
Det undrer ikke Søren Stiller, der ejer Stillers Kaffe og har vundet Danmarksmesterskaberne i kaffe ad otte omgange.
»Kaffe fylder enormt meget for danskerne. Det er en stor del af vores kultur og er mere end blot en drikkelse. Kaffen bringer os sammen. Det er et stort socialt element og noget, vi møder hinanden over,« siger Søren Stiller, der også gerne ser, at danskerne stiller højere krav til kaffens kvalitet.
Blandt andet påpeger den tidligere danmarksmester i kaffe, at mange slet ikke ved, hvor stor en betydning, mælken har for kaffens smag - og det kalder han for ’en skam’.
Dette understreges også i analysen fra Arla Pro.
Analysen viser, at den mest udbredte mælketype i danskernes kaffekopper, er minimælk, som har en fedtprocent på blot 0,4 procent. Og det ødelægger kaffens smag, mener Søren Stiller.
»Formålet med at putte mælk i kaffen er, at den skal komplimentere kaffens smag og aromaer. Så snart du kommer ned under smertegrænsen på 2,5 procent fedtstof, så bidrager mælken ikke længere til smagen. Så er det bare et ekstra lag væske til kaffevæsken,« siger Søren Stiller, der dog godt kan acceptere, at man laver en cortado på letmælkens 1,5 fedtprocent, fordi det harmonerer med kaffens størrelse.
Tallene:
Når det kommer til spørgsmålet om mælk i kaffen, er danskerne da også selv splittede.
For eksempel er der i samtlige af landets regioner en overvægt, der drikker deres kaffe sort – på nær i København, hvor flertallet foretrækker deres koffeinfiks i sammenspil med mælk.
Det er nordjyderne, der er mest sikre i deres sag. Her er det nemlig hele 57 procent, der vil have kaffen sort, mens 30 procent vil have mælk i. Til sammenligning er det i København 45 procent, der vil have mælkekaffe, mens 38 procent foretrækker sort kaffe.
»Det kan være lige så lækkert at drikke kaffen med mælk som uden. Men min oplevelse er, at mange ikke har tid til at sætte sig ind i, hvordan man får den bedste kaffe, og derfor går de glip af den gode smag,« siger Søren Stiller.