Fortsæt til indhold

Influencere bag ulovlig energidrik: Danske forældre i oprør

Den bliver blandt andet solgt gennem Facebook og DBA.

Aarhus
jro

De hedder ’Prime’, er populære - og bliver solgt ulovligt i Danmark.

Flere bekymrede forældre har nu henvendt sig til Fødevarestyrelsen omkring energidrikken.

En amerikansk læske- og energidrik-producent har skabt stor interesse for produkter, der bliver solgt ulovligt i Danmark.

»Salg af berigede føde- og drikkevarer uden godkendelse er ikke tilladt,« skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Og det er netop det, der er problemet: I drikken er der blandt andet flere vitaminer og mere koffein end tilladt.

Et sikkert køb?

»Er det sikkert og forsvarligt at lade vores børn eller unge drikke Prime?«

Sådan spørger bekymrede forældre, der har henvendt sig til Fødevarestyrelsen, fordi ejerne af brandet Prime via YouTube har skabt stor hype om drikkevarerne, som har et højt indhold af enten vitaminer eller koffein.

»Hvis en producent som Prime tilsætter mere vitamin, mineral, aminosyre eller koffein end tilladt, så opstår der risiko for forbrugeren. Derfor er det et krav, at produkter med tilsætninger bliver anmeldt, så Fødevarestyrelsen kan holde øje med, at sundhedsskadelige produkter ikke kommer på markedet. Hvis et produkt ikke er anmeldt, er det ulovligt at sælge i Danmark,« siger enhedschef Henrik Dammand Nielsen.

Ikke godkendt

Mange tilsætninger af vitaminer, mineraler og visse andre stoffer er anmeldt og forhåndsgodkendt til brug i specifikke mængder.

Hvis Prime-drikkene overholdt reglerne for tilsatte mængder, ville det derfor være enkelt for importørerne, at registrere de enkelte produkter, så de lovligt kan sælges i Danmark.

Hvis Prime-produkter er tilsat stoffer eller mængder af tilsætninger, som ikke er forhåndsgodkendt, så skal produktet igennem en sundhedsfaglig godkendelse. Det er ikke sket.

»Ud over at vurdere hvert enkelt produkts mulige effekter på sundheden, så vurderer DTU Fødevareinstituttet også forbrugerens indtag i kombination med den øvrige kost, som jo også indeholder for eksempel vitaminer og mineraler,« siger Henrik Dammand Nielsen.

B.T. skriver, at en kiosk i sidste uge uddelte gratis smagsprøver. Det skabte så tumultagtige scener, at politiet måtte rykke ud for at få styr på de unge.

Det er de to influencere KSI og Logan Paul, der står bag Prime, fremgår det af produktets hjemmeside.

Tilsammen har de to 47 millioner følgere på YouTube.

Højt indhold af vitamin A og koffein

Nogle læskedrikke fra Prime har et højt indhold af A-vitamin, og netop A-vitamin får danskerne i forvejen i store mængder fra blandt andet gulerødder, leverpostej og mange andre fødevarer.

Når vi får en del A-vitamin gennem den almindelige kost, så er der ikke plads til ret meget ekstra i form af tilsætninger. Et for stort indtag af A-vitamin kan skade leveren på længere sigt.

For koffein er der fastsat en grænseværdi for, hvor meget der må tilsættes, fordi koffein i store mængder kan give sundhedsskader på både kort og langt sigt. I nogle af Primes energidrikke er der tilsat koffein i mængder, der kraftigt overstiger de 32 milligram koffein per 100 milliliter, som er tilladt i energidrik.

Ulovligt salg

Når Fødevarestyrelsens tilsynsførende finder ikke-godkendte berigede drikke- og fødevarer i butikker og danske webshops, får de forbud mod salg.

Prime er genstand for et stigende ulovligt salg via blandt andet Facebook og DBA, og Fødevarestyrelsens rejsehold har den seneste uge nedlagt forbud mod videre salg af Prime fra fem registrerede og uregistrerede virksomheder.

Fødevarestyrelsen gennemfører lige nu en kontrolkampagne, hvor virksomhedernes salg af fødevarer, der er beriget med vitaminer, mineraler eller visse andre stoffer, bliver kontrolleret.

Kontrolkampagnen varer indtil 30. juni 2023.