»Det vil være en katastrofe«: Aarhusiansk banko-forening kan ende med million-straf
Aarhusiansk bankocenter frygter samme dom som københavnsk forening. »Sker det, så lukker vi,« siger bestyrelsesmedlem.
En dom fra Københavns Byret får det til at løbe koldt ned ad ryggen hos de frivillige ved Aarhus og Omegns Bankocenter i Viby.
For foreningen bag bankocenteret på Gunnar Clausens Vej kan være de næste, der bliver idømt en bøde på 15.000 kroner, konfiskation af 5 millioner kroner og at skulle betale sagens omkostninger. Det var nemlig, hvad byretten i København idømte Nørrebro-foreningen Byens Bedste Banko 8. maj - en dom, som foreningen dog har oplyst, man vil anke. Men den skræmmer stadig i det sydlige Aarhus:
»Det er et trist udfald. Og jeg tror, at alle, der afholder banko - også dem, der ikke er politianmeldt endnu - frygter at kunne blive ramt af samme dom. Derfor efterspørger vi også en politiske løsning nu,« siger Tove Lilmöes, der er bestyrelsesmedlem i Aarhus Omegns Bankocenter, til Din Avis Aarhus.
Bankocentret i Viby er en af i alt 38 bankoklubber i hele landet, der siden 2019 er blevet politianmeldt af spillemyndigheden for at have overtrådt reglerne for bankospil, efter myndighederne er begyndt at føre et skærpet tilsyn med bankoforeningerne.
For meget banko
Stridens kerne mellem spillemyndigheden og bankoforeningerne kan koges ned til, at de anmeldte bankoforeninger simpelthen spiller for meget banko - i hvert fald mere end loven tillader.
»Baggrunden for anmeldelsen (af banko-foreningen i København) er, at bingo og banko ifølge Spillemyndigheden var foreningens primære formål, hvilket er i strid med spillelovgivningen,« skriver Spillemyndigheden selv i en pressemeddelelse om dommen fra København.
Her henviser man også til, at Danske Spil har monopol på lotterier - hvilket altså også tæller bingo og banko, og der ser Spillemyndigheden altså reelt foreningerne mere som spilleklubber end almennyttige lotterier.
Foreningerne må dog gerne afholde bankospil til almennyttige formål. Men herunder er der dog en lang række regler, som foreningerne skal leve op til. Eksempelvis er det er kun medlemmer af bankoforeningen og dens pårørende, der må spille med, og værdien af gevinsterne må ikke overstige 5.000 kroner, og så skal mindst 35 procent af omsætningen også gå til almennyttige eller velgørende formål.
Ifølge Tove Lilmöes fra Aarhus og Omegns Bankocenter er der dog brug for meget klarere og enklere regler på området:
»Vi håber jo på, at der kommer nogle bekendtgørelser og nogle vejledninger, som er så klare og tydelige, at du kan forholde dig til det. Og det er jo det, der ikke er nu. Du kan tolke alt for meget på reglerne. Hvad betyder det, at vores formål fortrinsvis ikke må være at afholde bankospil ? Og der står jo ikke nogen steder, hvor meget vi må spille banko. Jamen, hvor står det? Reglerne skal være klare, tydelige og nemme. Det er jo frivillige folk, der sidder alle de her steder,« siger hun.
»Så lukker vi«
I første omgang stod bankocenteret i Aarhus til en bøde på godt 660.000 kroner, men det skulle dog have ændret sig, oplyser Tove Lilmöes. Sagen mod Aarhus og Omegns Bankocenter er ikke berammet endnu, men gennem foreningens advokat har man fået at vide, at det kan ende med en lignende straf til Aarhus-foreningen, som den Byens Bedste Banko fik i København. Altså en bøde i størrelsen 15.000 kroner og et krav om konfiskation for millioner.
»Sker det, så lukker vi. Hvis der skal konfiskeres for et millionbeløb - det har vi jo ikke. Jeg kan næsten slet ikke overskue konsekvenserne. Det vil være en katastrofe. Altså, for mange er det jo netværk at komme ud og spille banko. Det er dér, mange har sine sociale kontakter og skaber venskaber,« siger Tove Lilmöes, der håber, at Folketinget nu kommer med en løsning og en ny bekendtgørelse inden sommerferien.
I Folketingssalen onsdag blev skatteminister Jeppe Bruus (S) også forholdt de mange politianmeldelser af bankoforeninger rundt om i landet af både Kim Edberg Andersen (NB) og Hans Kristian Skibby (DD). Her gjorde ministeren det også klart, at der er brug for klare og enkle regler på området.
»Og jeg vil gerne slå fast: Nej, man skal ikke politianmeldes for at spille for meget banko. Altså jeg elsker banko, og folk skal spille, det de har lyst til,« lød det fra skatteminister Jeppe Bruus, der ved samme lejlighed også ytrede, at han »snart« vil invitere hele Folketinget til kigge på reglerne én gang til.