Fortsæt til indhold

Efter ny sur smiley: Amerikansk fastfood-restaurant igen meldt til politiet

KFC i det vestlige Aarhus har igen, igen fået anmærkninger af Fødevarestyrelsen, der nu har valgt at politianmelde restauranten.

Aarhus

For anden gang i træk får fastfood-restauranten Kentucy Fried Chicken i Tilst - eller i daglig tale bare KFC - en sur smiley.

Det fremgår af den seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.

Kontrolmyndighederne var 1. maj forbi spisestedet på Blomstervej 2K i Aarhus V. Og her endte det altså med en sur smiley for manglende rengøring, 10.000 kroner i bøde, og da det samtidig var tredje gang ud af de seneste fire besøg, som er endt med en anmærkning, så har Fødevarestyrelsen nu også valgt at politianmelde fastfood-restauranten. Det er anden gang - restauranten blev nemlig også meldt til politiet tilbage i marts 2021 for mangelfuld rengøring.

Der er smudset i hjørner og kanter. Under produktionsbord er der gamle produktrester på gulvet og omkring bordben...
Fødevarestyrelsens kontrolrapport.

Nu skyldes det blandt andet, at de anmærkninger, som Fødevarestyrelsen havde for håndteringen af fødevarer og rengøring tilbage i februar i år, ikke er bragt i orden tre måneder senere. Her er det især rengøringen, der halter. I den seneste rapport skriver Fødevarestyrelsen blandt andet:

»Virksomheden har hverken sæbe eller papir til at foretage hygiejnisk håndvask. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Vi har ikke tid til at fylde det op.«

Sort skidt og fedtede belægninger

Men det var ikke kun mangel på sæbe eller papir, der fik Fødevarestyrelsen til at notere endnu en sur smiley i sin rapport for den amerikanske fastfood-restaurant. For man fandt også en længere række af belægninger, der ikke skulle være der.

Blandt andet »fedtede belægninger« ned af væggen ved vasken i opvaskerummet, og de fedtede belægninger fandt man også på håndtag og dør samme sted. Men det stoppede ikke der:

»Der er i produktionsområde ved siden af kontor belægninger ud over bordet, samt på hylder under bordet er der belægninger af produktrester. Der er smudset i hjørner og kanter. Under produktionsbord er der gamle produktrester på gulvet og omkring bordben. På lager er der en ”hund”, der fremstår med kraftige belægninger af skidt. På lager er der en stige med kraftige belægninger af sort skidt, der kan tages af. I serveringsområde er begge skraldespande med kraftige belægninger af produktrester på bagsiden af lågen. Der er ligeledes i serveringsområde sorte belægninger langs kanter under bordene og langs kanter ved væggene,« skriver Fødevarestyrelsen.

KFC’s kommentar i rapporten er: »Det får jeg styr på«.

I et skriftlig svar til Din Avis Aarhus, skriver KFC Tilst om den sure smiley og politianmeldelsen, at man er uenig i Fødevarestyrelsens kritik af, at det ikke skulle have været muligt vaske hænder i butikken:

»PÅ KFC har vi altid fødevare sikkerhed som første prioritet og vores kunder kan forsat have tillid til, at de bliver serveret vores unikke håndpanerede kylling produkter af høj kvalitet. Der er foretaget en gennemgribende rengøring og træning af restauranten og de ansatte for at sikre, at de fremtidige besøg bliver gladere. I restauranten findes der flere håndvask stationer og selv om den ene uheldigvis ikke var fuldt brugbar ved besøget, så var der andre, som virkede normalt. Derfor er det ikke korrekt, at der ikke var mulighed for at foretage vask af hænder i restauranten.«