Fortsæt til indhold

Meget stram økonomiaftale betyder svære prioriteringer

Danske Regioner og regeringen har lavet en aftale om regionernes økonomi for 2024. For Region Midtjylland betyder aftalen svære prioriteringer og store besparelser på administrationen.

Aarhus
ksa

Region Midtjylland får knap 300 millioner kroner mere at drive sundhedsområdet for i 2024. Det skal blandt andet dække betaling for, at stadig flere borgere har brug for hjælp fra sundhedsvæsenet. Dertil kommer cirka 65 millioner kroner til kræftområdet, som staten gav lige inden forhandlingerne.

Samtidig har Region Midtjylland fået lov at tage forskud på de penge, der er bevilget i 2024 til at behandle de mange borgere, der står på venteliste. Det er cirka 75 millioner kroner.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

»Aftalen er fornuftig, men giver regionsrådet en stor opgave med at prioritere i budgettet for 2024. Der er meget, som presser sig på. Det gælder både behandling af stadig flere patienter, men også nødvendige investeringer i for eksempel medicoteknik og vedligeholdelse af slidte hospitaler,« siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland.

Han fremhæver også de stærkt stigende udgifter til medicin. Region Midtjylland forventer således et merforbrug i 2023 på 132,6 millioner kroner i 2023.

Staten fastholder den administrative besparelse fra regeringsgrundlaget. Det giver cirka 65 millioner kroner i administrative besparelser alene i Region Midtjylland.

»Den besparelse bekymrer mig, for administration er ikke lig unødigt bureaukrati. Administration letter arbejdet for det personale, der har borgerkontakt, så det er vigtigt nu at finde besparelser, der i videst muligt omfang undgår at vælte administrative opgaver over på en i forvejen meget travl gruppe,« siger Anders Kühnau.

Regionsrådet skal 1. behandle Region Midtjyllands 2024-budget 23. august.

Regionsrådet vedtager efter planen budgettet 27. september.