Fortsæt til indhold

Rundhøj tyvstarter ny affaldssortering

Beboere på Rundhøj Allé i Højbjerg bliver de første aarhusianere til at sortere affaldet efter den nye ordning, som ellers først bliver udrullet til resten af kommunen efter sommer.

Aarhus

Om de har tabt eller vundet i lotteriet, er der nok delte meninger om, men sikkert er det, at beboere i flere af de store lejlighedskomplekser på Rundhøj Allé i Højbjerg er de første i Aarhus Kommune til at sortere affald i ti fraktioner. For selvom det er den officielle plan, at den nye ordning først skal udrulles fra august og fire måneder frem, så er en del af Rundhøj allerede tyvstartet.

I begyndelsen af denne måned blev beboere i 860 lejligheder således bedt om at sortere efter den nye ordning, da deres nedgravede containere blev udskiftet med nye, der har plads til det antal rum, som ordningen kræver. Anledningen var, at Kredsløb gerne ville teste udskiftningen, før det går løs i midtbyen.

»Vi valgte at teste i Rundhøj for at prøve af, om den plan, vi har lagt bagved skrivebordet, også kan lade sig gøre i virkeligheden. Så vi eksempelvis ikke skal holde en time ekstra i Jægergårdsgade, fordi vi ikke havde gennemtænkt, at det ville tage så lang tid at hente et nyt læs containere,« fortæller Steen Pedersen, programleder hos Kredsløb med fokus på at udrulle den nye affaldsordning.

Interesseret i erfaringer

Med de nye nedgravede containere skal beboere i Rundhøj nu sortere mere end resten af Aarhus, og deres erfaringer er Kredsløb interesseret i.

»Vi kommer ikke til at lave om på sorteringen, men det kan være, at vi skal justere den måde, som vi kommunikerer på. Det kan være, at vi skal gøre noget ekstra på sociale medier i forhold til at fortælle, at det er sådan, man skal sortere i de enkelte fraktioner,« fortæller Steen Pedersen fra Kredsløb og fortsætter:

»Vi har vores kundeservice, som meget gerne vil høre fra borgere undervejs, men vi laver ikke en decideret rundspørge i Rundhøj om, hvad de synes om affaldssortering, for den er, som den bliver.«

Mindre trafik

Boligområdet i Højbjerg blev udvalgt til testen med de nedgravede containere, da der ikke er så tæt trafik i området som inde i midtbyen.

»På den måde generede vi ikke ligeså mange, som hvis vi nu havde testet inde i eksempelvis Jægergårdsgade. Containerne ser ikke ud af meget, når man ser dem på gaden, men de er som isbjerge. Det er kun en lille del af containeren, som stikker op af jorden, men nedenunder er der jo fem kubikmeter til affald, og den fylder fire og en halv meter, når den bliver trukket op af hullet. Så det kræver planlægning,« tilføjer programlederen.

Hvordan gik det så med testen i Rundhøj?

»Det gik meget godt. Vi havde lidt udfodringer med, hvordan vi skulle håndtere de store containere på bilerne i forhold til, hvordan vi kom lettest hen til anlæggene, men det gik. Vi har jo lært lidt om praktikken, men vi har også lært lidt om, hvor lang tid det tager. De erfaringer kan vi bruge til at planlægge den næste udrulning, fordi vi ved, hvor meget vi kan nå om dagen,« fortæller Steen Pedersen, som endnu ikke kan oplyse, i hvilken rækkefølge den nye affaldssortering bliver implementeret i resten af Aarhus Kommune.

»Vi offentliggør en plan inden sommerferien,« fortæller han.