Fortsæt til indhold

Bilerne ud og grøn natur ind: Utopi ifølge forsker

Ideen om at hive bilerne ud af byen, dukker ofte op. Derfor har Din Avis Aarhus snakket med en forsker om planerne, men han er ikke helt med på præmissen om, at det vil løse nogen problemer.

Aarhus

Støjen fra bilerne er væk på Fredriks Allé, træer og buske står der, hvor parkeringspladserne engang var. Sådan kan fremtidens midtby se ud. Flere politikere er begyndt at lufte tankerne om en bilfri bymidte.

Forslaget er flere gange dukket op i byrådet, og partier og politikere kommer med egne alternative ideer til forslaget.

I efteråret 2022 foreslog Enhedslisten, i forlængelse af budgetforhandlingerne, at gøre midtbyen helt bilfri. Ideen går på rundtur mellem sæderne i byrådssalen.

Så sent som for et par uger siden kom borgmesteren med en plan om at sammenlægge Rådhusparken og Musikhusparken til én stor park, hvilket vil resultere i, at befærdede Frederiks Allé vil blive utilgængelig for biler.

»For mig at se minder det her om, at når man giver lov til at bygge højt, få udvidet havnen og alle mulige anlægsprojekter, skal man også lave noget, der får det til at ligne, at man også tænker bæredygtigt,« mener Jesper Bo Jensen direktør af Center for Fremtidsforskning, der ligger på Aarhus Ø.

Lige nu er der omkring 75 pct. flere biler i Aarhus end i København per 10.000 indbyggere. Borgere lader til at være mere afhængige af de firehjulede transportmidler i Smilets By.

Aarhus er ikke den eneste by, som går med tankerne om at fjerne de støjende biler fra byen.

Bymidten og butiksdøden

København begynder flere steder at indføre bilfrie områder, men fremtidsforskeren mener ikke, at politikerne kan indføre de samme tiltag i Aarhus.

»For mange børnefamilier er bilen måden at få livet til at hænge sammen på. Når Aarhus Kommune anviser vuggestue- og børnehavepladser, er man ikke garanteret en plads, hvor man bor. Samtidig skal man huske på, at Aarhus ikke er en storby. Der er kæmpe forskel på at tage rundt i København og Aarhus med offentlig transport. Prøv at aflevere børn i børnehave for bagefter at tage på arbejde med bus, så bliver livet pludseligt lidt surt,« fortæller Jesper Bo Jensen.

Flere rapporter slår fast, at støj- og luftforurening vil falde, hvis man udviser bilisterne fra midtbyen. Samtidig vil der være mere plads til cykler og offentlig transport. Fremtidsforskeren peger dog på, at der ikke kun er positive sider ved at fjerne bilerne.

Forretningsdrivende i byen har påpeget at sådan et tiltag vil koste arbejdspladser, og Jesper Bo Jensen forventer også, at flere butikker tvinges til at dreje nøglen om - medmindre de kan overgå til onlinebutikker eller rykke udenfor den bilfri midte.

»Hvis vi siger, at det er hele midten af Aarhus, der skal være uden biler, så er man i gang med at ødelægge det rigtig gode deailhandelsmiljø, der allerede er hårdt ramt efter Covid-19 og inflation. Hvis man gerne vil have færre butikker i Aarhus og, at der bliver mindre liv i midtbyen, så er færre biler i byen den rigtige vej at gå,« siger fremtidsforskeren.

Trængsel bliver uden tvivl et problem for aarhusianerne i fremtiden. En kommunal prognose viser, at frem mod 2050 vil der være over 100.000 flere borgere i Aarhus. Det svarer til, at hele befolkningen fra Aalborg by flytter til Aarhus. Og flere mennesker betyder flere biler.

Jesper Bo Jensen foreslår, at man fører så meget trafik ud på ringvejen som muligt. Ringen er allerede belastet i myldretiden nu, men det er der en løsning på, siger han.

»I København har man lagt en plan for en vej øst for byen med Lynetteholm, det samme kan man overveje i Aarhus. Man kan anlægge en vej i vandet omkring Studstrup og ramme den sydlige del af byen, måske omkring Sydhavnen,« foreslår Jesper Bo Jensen.

Bliv hjemme onsdag

Nogle af de trængselsproblemer, vi oplever i midtbyen i dag, skyldes ifølge Jesper Bo Jensen, at politikerne har gjort det besværligt for bilerne at komme til parkeringspladser ved Navitas og Dokk1.

»Det er alt for svært at komme til de to parkeringshuse, men ét sted, det går godt, er ved Bruuns Galleri, hvor man kan køre direkte til fra Ringgaden. Sådan nogle snilde løsninger skal der arbejdes med i stedet for at lukke det hele af. Det er nødvendigt, at byrådet arbejder for byens bedste, ikke for en masse signalværdi,« mener han.

Forskeren er dog i tvivl, om problemerne bliver så store, som man frygter. Covid-19 viste danskerne, at man flere stede kan arbejde hjemmefra.

»Man kan gøre noget mere for at koordinere, hvornår man har hjemmearbejdsdage. Der er en tendens til at de fleste foretrækker at arbejde hjemme mandag og fredag. Typisk er der mest pres på midtbyen onsdag og torsdag. Hvis man nu får spredt hjemmearbejdsdagene lidt mere ud på ugen, så er der ikke så meget pres på vejen,« siger direktøren for Center for Fremtidsforskning.