Stem her: Hvad mener du? Skal Aarhus Havn have lov til at udvide?
Skal Aarhus Havn have lov til at udvide. Skal beslutningen udskydes, så der kan undersøges yderligere? Eller skal havnen have et blankt nej? Giv din mening til kende her.
Hvad mener du? Deltag i afstemningen nederst i artiklen.
Hver en sten er vendt, påstår partierne S, SF, V og K. Modstanderne, heriblandt Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Henrik Arens og Thure Hastrup (UFP), mener det helt modsatte.
Ikke desto mindre forventes forligspartierne med deres flertal onsdag at vedtage en revideret udgave af lokalplan 1163, som giver Aarhus Havn ret til at udvide med op mod 83 hektar mod at levere en række klima- og miljøtiltag, der skal minimere CO2-aftrykket og skaden på havmiljøet - ligesom der skal etableres en tørhavn i Harlev/Framlev-området.
Udvidelsen har været mødt med massiv kritik i form af mere end 1.500 overvejende negative høringssvar, og over 100 personer og organisationer bad den seneste måned om foretræde for Teknisk Udvalg for at lufte deres bekymringer.
Men hvad den gennemsnitlige aarhusianer mener om sagen, ved vi ikke. Der er ikke foretaget meningsmålinger, og det tætteste, vi kommer, er det repræsentative borgerpanel, som byrådet nedsatte i forbindelse med borgerinddragelsesprocessen.
Kun tre af de 21 panelister, der deltog, kunne støtte udvidelsen. Resten mente enten, at udvidelsen skulle droppes, eller at beslutningen skal udskydes, så behov og konsekvenser kan undersøges yderligere.
Men hvad mener du? Giv din mening til kende herunder: