Køkken på Aarhus Universitetshospital meldt til politiet
Et køkken på Aarhus Universitetshospital i Skejby har haft lidt rod i systemet.
Neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital er blevet meldt til politiet. Eller rettere; afdelingens køkken er.
Bag anmeldelsen står Fødevarestyrelsen - baggrunden er et uberettiget brug af et sølvmærke.
Det skriver Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport.
Styrelsens kontrollanter var 18. oktober 2022 forbi afdelingens køkken.
Her blev det konstateret, at der blev brugt et såkaldt økologisk spisemærke - i sølv - på menukortet.
Det - i denne historie - centrale mærke skal oplyse brugerne om stedets økologi-indsats.
»Det Økologiske Spisemærke viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske,« skriver Fødevarestyrelsen.
Sølvmærket oplyser, at mellem 60 og 90 procent af føde- og drikkevarer er økologiske.
»Vi var stolte af, at køkkenet havde fået mærket - og det ville vi jo gerne dele,« siger Bente Sloth til Din Avis Aarhus.
Bente Sloth er cheføkonoma og leder af mad og ernæring på somatik- og psykiatri-afsnittene, der leverer til 70-80 køkkenafsnit på afdelingerne.
Det er dog kun centralkøkkenet, der har sølvmærket - og det skal blive på deres tallerken og følger altså ikke med madvognene rundt på afsnittene.
Søg - og du skal få
Sådan et mærke - og/eller anprisning - kan man altså ikke bare kaste om sig efter forgodtbefindende - der skal ansøges hos Fødevarestyrelsen.
Det havde køkkenet på neurologisk afdeling ikke gjort - derfor kvitterede Fødevarestyrelsen i første omgang med et påbud og en mellemfornøjet smiley.
»Vi anser det som et selvstændigt køkken - der kan få deres egne varer. Og så er det jo en vildledning i forhold til mærket,« siger Lasse Guldbrandsen, fødevarechef i afdeling nordøst hos Fødevarestyrelsen, til Din Avis Aarhus.
Det betyder altså - i dette tilfælde - intet, at et centralkøkken har det eftertragtede mærke.
»Så vi fjernede det,« siger Bente Sloth.
I stedet blev de økologiske anprisninger skrevet ind i menukortet - med disclaimeren, at » ... te, kaffe, saft, juice, danskvand, sodavand og lys øl ikke er økologiske og leveres ikke fra køkkenet. Disse produkter indgår derfor ikke i spisemærke opgørelsen fra køkkenet«.
Og så troede hospitalets medarbejdere, at alt var godt.
Det skulle vise sig ikke at være tilfældet.
Tilbage på Skejby
15. maj var Fødevarestyrelsen nemlig igen i Skejby.
Der var stadig ikke ansøgt om mærket - og det fik altså Fødevarestyrelsen til at melde afdelingen til politiet.
»Vi var ikke enige - og forsøgte at gøre indsigelser. Vi synes ikke, vi har vildledt nogen,« siger Bente Sloth.
Men lige lidt hjalp det - sagen skal for retten.
Lasse Guldbrandsen medgiver, at overtrædelsen ikke hører til de værste af slagsen. Men der er en god grund til, at politiet er blevet blandet ind i netop denne sag:
Der er nemlig ikke umiddelbart en retspraksis for sanktioner i forhold til at overskride reglerne omkring forkert brug af de forskellige økologi-mærker. Derfor er håbet hos Fødevarestyrelsen, at en tur forbi dommeren i fremtiden vil give kontrollanterne klarere retningslinjer i lignende situationer.
Bente Sloth tager dog det hele med ophøjet ro. Tildeles afdelingen en bøde, bliver den betalt. Og så håber cheføkonomaen, at der er hjælp at hente hos Fødevarestyrelsen.
»Vi vil gerne vide, hvad vi kan gøre uden at komme galt afsted,« siger hun.
Politianmeldelsen medfører desuden gebyrbelagt, opfølgende kontrol, skriver Fødevarestyrelsen i sin rapport.