Bolig-ejere i vildrede: Tager kommunen deres hus?
Offentlig transport er i fokus, når byrådet skal finde en løsning til trængselsproblemerne på Ringvejen. Det fører til en mulig udvidelse af sporene og utilfredse borgere.
Trængslen er stor på Ringvejen. I en årrække har byrådet forsøgt at komme med en løsning på problemet, de er nu nået frem til at vejen skal udvides.
Fra fire til seks spor. Planen for strækningen kommer til at inkludere to spor, der kun vil blive brugt af BRT-busser, som er en form for hurtige elektriske busser. I teorien kan man rejse hurtigere og uden forsinkelser med de nye busser.
Fredag den 30. juni dumpede et opsigtsvækkende brev ind i 1.100 aarhusianeres e-Boks.
»Vi skriver til dig, fordi Aarhus Byråd har vedtaget, at vi i Teknik og Miljø skal fortsætte arbejdet på et projekt, der på et tidspunkt kan få betydning for dig, din matrikel og din ejendom,« lyder indledningen i brevet.
Længere nede kan man læse, at »kan få betydning« dækker over ekspropriering - at kommunen opkøber dele af eller hele grunden, som beboerne ejer.
Brevet er nået ud til alle adresser langs Ringvejen, fra Skåde til Risskov. Villa-ejerne føler, at det sætter en stopper for alt boligsalg på strækningen og sender dem ud i bolig-limbo.
Problemet er bare, at det langt fra er klart, hvilke grunde kommunen skal bruge. Det står tidligst klart i sommeren 2025.
Om to år kan borgerne langs Ringvejen altså forvente at få at vide, om de kan blive boende i huset, eller om kommunen snupper det.
Bekymringer om busserne
På Thomas Thaarups Vej i Åbyhøj har beboerne også modtaget brevet.
Konsekvenserne ved ekspropriering vil ramme forskelligt, nogle mister haven, andre blot et stykke, mens for enkelte er det måske hele huset, der ryger for at gøre plads til Ringvejen. Der er én bekymring, der går igen blandt husejerne: Ejendomsværdien kommer til at falde.
I en familie på tre står Brian Mikkelsen og kigger ud på hegnet i haven, mens hans lille søn spiser rugbrødshapsere og grøntsagsstænger ved stuebordet. Hegnet grænser op til den firesporede ringvej, og larmen fra bilerne er tydelig.
»Jeg arbejder selv i en ingeniørvirksomhed, så jeg kan forhøre mig omkring, hvad de tænker om projektet med den sekssporet ringvej,« siger Brian Mikkelsen og tager en tår af sin kaffe, inden han fortsætter.
»Selvom det er elbusser, der skal køre derude, så kommer vejen stadig tættere på. Der skal også være plads til, at de kan holde ind og lade eller sætte folk af. Seks spor kommer også til at larme mere end fire,« konstaterer Brian Mikkelsen.
Pælene og drivhuset
Borgerne virker overraskede over brevet, især over udsigten til ekspropriering. Det mener projektlederen for Teknik og Miljø, Helle Hansen, ikke, at der er grund til at være.
»Siden 2012 har det været planen, at Ringvejen skulle udvides, og nu ved beboerne trods alt, at om to år, har de en afklaring. Det er jo 11 år siden, at det har været kendt, at man kiggede i den retning. De er nødt til at væbne sig med tålmodighed. Lige så snart vi yderligere ved noget, så orienterer vi dem selvfølgelig,« siger Helle Hansen.
Brian Mikkelsen læste brevet fra kommunen samme dag, som de modtog det. Familien Mikkelsen flyttede til Thomas Thaarups Vej for et år siden, og dengang blev planerne for udvidelsen af Ringvejen ikke nævnt overfor dem af mægleren.
Faren har været ude at måle, hvor meget af haven, der kan blive eksproprieret, hvis kommunen udvider mod Thomas Thaarups Vej.
»Jeg har markeret det med de små pæle. Det er værre for naboen, som næsten har bygget helt op til hegnet - der ryger det sidste af haven. For os ryger drivhuset i hvert fald, men prisen på huset styrtdykker. Om huset ligger på en grund med 700 eller 500 kvadratmeter har stor betydning for salgsprisen,« forklarer Brian Mikkelsen.
Konen Laura Mikkelsen fortæller, at hun havde forstillet sig, at sønnen skulle rende rundt i baghaven og spille fodbold, men nu kommer han nok nærmere til at nøjes med stangtennis, hvis de mister så meget af haven.
For meget åbenhed?
Bekymringerne, som folk går rundt med, håber Teknik og Miljø at kunne hjælpe med ved brug af tidlig inddragelse af borgerne.
Derfor har politikerne besluttet sig for at fokusere mere på tidlig borgerinddragelse. Det er dog ikke alle på Thomas Thaarups Vej, der sætter pris på den tidlige information.
»Jeg synes, at det er meget træls. De sender et informationsbrev cirka halvandet år inden, de har et skitseprojekt - det er ikke den måde, man skal arbejde. Brevet rammer alle de folk, som har planer om at flytte eller et jobskifte. Pludselig er de bundet fast til deres ejendom, indtil der er noget konkret,« mener Halil Kalit, der arbejder som projektleder i en anden kommune.
Han påpeger, at det især er uvisheden om, hvad der kommer til at ske, der irriterer ham. Ifølge Halil Kalit bør man slet ikke give besked om et projekt, før man har et skitseprojekt fastlagt - og især ikke før man ved, om det er lovligt.
Ukonkret
Flere af de andre beboere på vejen, som avisen har talt med, er enige med Halil Kalit. De er trætte af den meget ukonkrete besked, som fastlåser vejen.
»Jamen, det er for at orientere vores borgere om, at vi har gang i det her. Vi synes, at det er den mest ordentlige måde at gøre det på. Vi har indkaldt fællesrådene til et møde i august, så de kan komme med deres bidrag til projektet,« forklarer Helle Hansen.
Aarhus Kommune forventer først, at VVM-undersøgelsen er færdig i 2025. Rapporten skal udføres, inden man overhovedet ved, om man må gå videre med det store anlægsprojekt.
»Derfor synes jeg, at det er så voldsomt. De kommer med sådan et brev, selvom de ikke har styr på, hvad der skal ske. Man skal først kommunikere med borgerne, når man har et skitseprojekt, som sætter rammerne, og man er sikker på, hvilke ejendomme eksproprieringen går ud over,« siger Halil Kalit.
Teknik og Miljø har gjort sig tanker om, hvornår de skal informere borgerne i projektet.
»Det er igen det her limbo, man altid kan diskutere. Hvornår er det en god idé at orientere borgere, om hvad det er, vi går og laver, og hvad tidsplanen er for det? Det er vores erfaring, at det er bedre at orientere tidligt. Jeg tror, at hvis vi først orienterer, når skitseprojektet er færdigt, vil folk sige; ”Hvorfor har I aldrig fortalt os noget om det?” Det er virkelig svært at gøre alle tilfredse,« siger projektlederen hos Trafik og Miljø.