Fortsæt til indhold

Satser på ægte italiensk: Populær kæde lukker restaurant, men åbner ny samme sted

Madklubben siger farvel til Mamma's. I stedet åbner Lupo.

Aarhus
ddp

Madklubben lukker og åbner restaurant i Aarhus.

Ja, det kan måske lyde lidt underligt, men forklaring følger.

Den populære restaurantkæde, der har over 40 restauranter på landsplan, hvoraf seks ligger i Smilets By, har besluttet sig for at lukke den italienske restaurant Mamma’s på Frue Kirkeplads for til gengæld at åbne en anden italiensk restaurant ved navn Lupo.

Det hele sker i september, oplyser Madklubben i en pressemeddelelse.

Mamma’s holder dørene åbne indtil 2. september, inden ombygningen til Lupo går i gang. Og det kommer til at gå hurtigt, for man kan allerede nu booke bord på den nye restaurant fra 11. september.

»Vi ønsker at tilbyde en menu med fokus på kvalitet og det italienske køkken. Det bærer menukortet også i den grad præg af med håndlavet pasta og vores tavleretter, der skifter alt efter sæson,« fortæller Anders Aagaard, ejer af Madklubben.

Menuen kommer til at bestå af lige dele klassiske italienske snacks som arancini, burrata og vitello tonnato samt en række pastaretter. Derudover finder du altid både større kød- og fiskeretter på tavlen.

Fælles for hele kortet er, at alt er lavet med respekt for autentiske italienske tilberedningsmetoder og opskrifter. Planen er, at menuen skifter jævnligt, så der altid er noget nyt at opleve for gæsterne.

Ifølge Madklubben så er forskellen på Mamma’s og Lupo, at Mamma’s bød på italiensk-amerikansk mad, mens Lupo skal være klassisk, autentisk italiensk. Med andre ord: mindre New York, mere Italien.