Efter mere end 15 års kamp - nu ser det ud som om at forfaldent torv får en overhaling
Hos Rundhøj Ejerlaug ser man positivt på kommunens planer for Rundhøj Torv - der er dog lige to detaljer, der skal kigges på.
13 byrum i Aarhus skal prioriteres og forskønnes i de kommende år. Således lød meldingen i starten af august fra Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang (K).
Her har forvaltningen indledningsvist kigget på mere end 100 byrum i hele kommunen, og efterfølgende kortlagt 44 af dem. Og ud af alle disse har rådmanden i samarbejde med stadsarkitekt Anne Mette Boye så udvalgt 13 byrum, som vurderes til at have et stort potentiale til at kunne løfte bykvaliteten og levere på de politikker, som byrådet har vedtaget, lyder baggrunden for de 13 valg.
Og et af de særligt udvalgte steder, som man ser et stort udviklingspotentiale i, og som man gerne vil gøre noget ved, er Rundhøj Torv i Holme.
Her lægger kommunen op til, at torvet, som i dag primært fungerer som en parkeringsplads, skal kunne mere end blot at have biler holdende. Der skal nemlig være mere grønt, og flere steder, hvor man både kan og vil opholde sig, og så kan bedre belysning også blive en af ingredienserne i at lave et mere rart torv.
Der er to nervøsitetspunkter - og det handler grundlæggende om beplantningen.Allan Moeslund, formand for Rundhøj Ejerlaug.
En skitse, som kommunen fremviste på et orienteringsmøde for lokale interessenter i august, viser også, hvordan Rundhøj Torv rent faktisk kan ende med at leve op til sit navn, idet at et rundt torv er blevet skitseret på hjørnet mellem Netto og ejendomsmægleren.
Og spørger man formanden for Rundhøj Ejerlaug, som forvalter og passer 10 hektar i nabolaget af Rundhøj Torv, ser man positivt på de planer, der bliver lagt op til.
»Jeg vil næsten sige, uanset hvad de kom med, bare det, at de begynder at forbedre det, er positivt, fordi nu har vi kæmpet i 15 år - eller mere end 15 år. Så vi er rigtig positive over, at der overhovedet sker noget. Men når vi så også kigger på selve planerne, så er vi faktisk også meget, meget positive,« siger Allan Moeslund, formand for Rundhøj Ejerlaug og tilføjer:
»Jeg tror faktisk, det vil betyde rigtig meget. Det er noget, som vi løbende snakker om, at det giver et dårligt indtryk af området som helhed, at torvet er så forfaldent, som det er. Og der har gennem lang tid stået rigtig mange lokaler tomme i centeret, som ligger ved torvet.«
Peger på, at vigtig brik falder plads
Og en afgørende brik, i forhold til at de planer, som kommunen lægger op til, bliver til noget, er, at den faldefærdige parkeringskælder ved torvet - som længe ikke har været i brug - skal rives ned. Allerede i løbet af september og ind til jul begynder noget af det arbejde, når kælderen skal renses for det giftige stof PCB, som i sin tid er blevet brugt til at tætne p-kælderen med.
Selve rensningen er nødvendig, før man ville kunne rive p-kælderen ned. Og her har man fra Teknik og Miljø-forvaltningen set en åbning for at gøre noget nyt med torvet i den forbindelse.
»Det, at den skal rives ned, giver jo os en mulighed for at lave noget om. Og der ønsker man sig samtidig i højere grad noget mere begrønning ved torvet, og så ligger der også to boligkvarterer, indkøbsmuligheder og Rundhøj Skolen lige ved siden af - så nu, hvor vi alligevel skal rive parkeringskælderen ned, så er tanken, at vi nu har muligheden for at løfte torvet, så det samlet set bliver et rarere sted at ankomme,« siger stadsarkitekt Anne Mette Boye.
To detaljer
Der er dog to detaljer, som man hos Rundhøj Ejerlaug håber, forvaltningen kommer til at have for øje med udviklingen af et nyt Rundhøj Torv. Her vil man ifølge Allan Moeslund gerne undgå, at torvet igen bliver brugt til lyssky aktiviteter, som det før i tiden har været brugt til.
»Der er to nervøsitetspunkter - og det handler grundlæggende om beplantningen. Det ene er, hvorvidt man får etableret nogle barrierer eller buskadser, der gør, at man ikke kan se folk, så der uforstyrret kan foregå narkohandel. Og der ønsker vi at sikre, at med alle tiltag, som bliver lavet på torvet, at der må det ikke være højere end 1,20 meter. Så man tydeligt kan se henover, hvis der er folk, der står og har en aktivitet, man ikke vil have,« siger han og tilføjer:
»Og for det andet, er det utroligt vigtigt for forretningerne og deres omsætning, at biler, der kører forbi, kan se centeret og bygningerne ude fra vejen af. Så hvis der kommer beplantning, så skal det ikke gå op over ruderne på en bil, så man eksempelvis ikke kan se Netto-skiltet.«
Træer og lavere beplantning
Spurgt til, hvorvidt de ønsker er realistiske lyder det fra stadsarkitekt Anne Mette Boye:
»Det er vigtigt, at det i fremtiden bliver et velkommende og smukt torv. Vi har et fokus på, at der er tryghed i det hele taget. Det har vi helt generelt. Og man kan sige, at tryghed handler om rigtig mange ting. Eksempelvis giver det tryghed, at der er mange, der bruger torvet. Og man kan også kigge på belysningen - noget der giver en god stemning. Og når han siger, at lige præcis den og den beplantning, ønsker vi ikke at have. Der er vi nødt til at gå ind og kigge på designet af selve torvet,« lyder det fra stadsarkitekten der tilføjer:
»Men det vi forestiller os, det er nok mere træer og lidt lavere beplantning. Altså en kombination af de to ting. Men der kan jo godt være behov for, at der også er en oplevelse af, at man bliver afskærmet lidt fra trafikken. Så man sidder lidt beskyttet på torvet. Men det er et meget åbent torv, og jeg tænker, at butikkerne nok skal kunne ses - det tror jeg ikke bliver noget problem.«
Mere dialog med lokale aktører kommer kommunen til at have om planerne, og hvis alt går vel, og byrådet siger god for de fremtidige planer for torvet, så håber man hos Rundhøj Ejerlaug, at et nyt torv vil kunne stå klar engang i 2025.