Kaotisk borgermøde endte med vold - mange gik frustrerede derfra
Kritikken hagler ned over afviklingen af et borgermøde i forbindelse med planer om opstilling af vindmøller og solceller ved Vosnæs og Studstrup. Kommunen lover forbedret borgerinddragelse.
Ord som »chokerende oplevelse«, »total disrespekt«, »spild af tid«, »ren proforma-forestilling« og »et rent kaos« bliver brugt til at beskrive et borgermøde angående vindmøller og solcelle-anlæg.
Flere borgere har benyttet den igangværende høring angående opstillingen af vindmøller ved Vosnæs og solcelleanlæg ved Studstrup til også at kommentere på det borgermøde, der blev afholdt 5. september på Skæring Skole.
Her mødte over 200 borgere op i forventning om at blive klogere på kommunens planer om vedvarende energianlæg i deres lokalområde. Resultatet var dog langt fra tilfredsstillende. Som flere høringssvar kritiserer, så var ingen politikere del af programmet, der var ingen fælles oplæg og ingen diskussioner.
»Det er ikke godt nok. Alle de borgere, der spildte deres tid, kan ikke få den igen. Men lad være med at gøre sådan en anden gang. Det er virkelig under lavmålet,« lyder det i et høringssvar.
En anden skriver:
»Jeg fik (ligesom mange andre), den klare opfattelse, at arrangementet var en ren proforma forestilling, hvor formålet bestemt ikke var at høre de bekymrede borgeres mening om projektet, men at kunne påstå, at der havde været et borgermøde, og formalia var på plads. Der var ingen mulighed for debat - den måtte vi komme med senere ’nede ved bordene’.«
Afsenderen af dette høringssvar er også tydeligt skuffet:
»Hvis målet var at involvere borgerne på et oplyst grundlag, så lykkedes det ikke. Flere borgere forlod undervejs arrangementet med en frustration, som de tydeligt tilkendegav indbyrdes. Vi savnede, at det blev tydeliggjort, hvad vi som borgere reelt kan have indflydelse på? For uden den viden føles det som falsk demokrati.«
Mødet udviklede sig desuden ligefrem voldeligt, da en ophidset mand blev fulgt ud af en kommunal medarbejder, som i den forbindelse blev ramt af et slag i ansigtet af manden.
Et mislykket møde
Forvaltningschef for Plan, Byggeri og Miljø Luise Pape Rydahl erkender, at borgermødet udviklede sig kaotisk:
»Det møde var ikke vellykket, fordi der var for mange mennesker. Over 200 deltog. Mange følte, at de ikke kom til orde. Men det er vigtigt at sige, at det var en forudgående offentlig høring. Vi er i den helt indledende fase. Det er starten på en lang proces,« siger Luise Pape Rydahl.
Nu sættes der gang i en proces med en masse tekniske undersøgelser, hvad angår blandt andet støj, natur og det visuelle udtryk. Senere kommer en decideret høring af planforslaget, forklarer Luise Pape Rydahl:
»Der håber jeg, at den frustration, som folk har oplevet, kan finde ro igen,« siger hun og understreger, at forvaltningen har lært meget af det mislykkede møde:
»Vi prøver nye måder af. Vi lærer. Den her måde var ikke velegnet til det, når der var så mange mennesker, og mange stærke følelser involveret. Vi har lovet politikerne i Teknisk Udvalg, at der vil være mere borgerinddragelse. Vi har endnu ikke besluttet præcist, hvordan det kommer til at foregå, men fællesrådet i området bliver i hvert fald taget med på råd,« siger Luise Pape Rydahl.
Den voldsomme episode, hvor en mand slog en kommunal medarbejder, giver også anledning til at revurdere, hvordan man fremover griber borgermøder an, forklarer forvaltningschefen:
»Den pågældende medarbejder var alene, og det skal vi måske i fremtiden sikre, at man ikke er, når en mand bliver så ophidset. Men jeg kan ikke sige helt præcist, hvad vi kommer til at ændre, for vi er i gang med at kigge på det,« siger hun.
En politiker var der faktisk
Som sædvanlig var alle byrådspolitikere inviteret til borgermødet. Men ingen politikere gav sig til kende på mødet. Dog endte Aase Pedersen (S) ufrivilligt med at blive byrådets repræsentant. Hun var egentlig til mødet som medlem af Skødstrup Fællesråd, men lige nu sidder hun også i byrådet, som barselsvikar i syv uger for Jesper Kjeldsen.
»Der var jo mange, der var rasende over, at der ingen politikere var til stede. Og så endte mange jo med at komme hen til mig,« siger Aase Pedersen, der også selv havde forventet, at der ville være politikere til stede.
»Det var bare slet ikke i orden. Det skulle have været på en hel anden måde,« siger Aase Pedersen, der i dag er glad for, at hun trods alt var der:
»Folk kom jo af med nogle af deres frustrationer ved at tale med mig, og jeg fik rigtig god og brugbar feedback fra dem. Vi kommer også til at tage det op i Teknisk Udvalg, for det er klart, at vi skal være langt bedre til at forventningsafstemme, hvad borgerne kan forvente at få ud af sådan et møde.«
Solveig Munk (EL), der er formand for Teknisk Udvalg forklarer, at hun egentlig havde mødet i sin kalender.
»Jeg kan ikke lige huske, hvad der gjorde, at jeg alligevel ikke kunne møde op. Men I rammer da lige det borgermøde, jeg ikke deltog i, for jeg render ellers til alle de borgermøder, jeg overhovedet kan. Og når jeg er der, så giver jeg mig altid til kende til sidst og siger, at folk er velkomne til at kontakte mig for politiske spørgsmål. Og når det nu var sådan et tumult-møde, så er jeg da ekstra træt af, at jeg ikke var til stede,« siger Solveig Munk.
Hun ser gerne, at flere politikere deltager i borgermøderne, og at de får en klar rolle.
»Som det er i dag, så er det forvaltningen, der kører det, og vi politikere er der måske lige til sidst. Men jeg synes, at det skal bygges op, så vi har en rolle fra starten af, for mit indtryk er, at rigtigt mange gerne vil stille spørgsmål til os. Det er ikke alle, der formår at formulere et høringssvar. Men her får man som politiker mulighed for at høre, hvad der rører sig i lokalområdet.«
Kan du så garantere, at du kommer til den næste form for borgerinddragelse i den her sag?
»Hahaha, nej, det kan jeg ikke garantere. Det kommer an på kalenderen, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at møde op,« siger Solveig Munk.
Nicolaj Bang (K), der er rådmand for Teknik og Miljø, skriver i et mailsvar til avisen, at han var forhindret i at deltage. Han forklarer, at mødet var tiltænkt som et tidligt dialogmøde, hvor der var mulighed for at stille faglige spørgsmål og ikke som et ”for eller imod”-møde eller en politisk debat:
»Det er vigtigt for mig at sige, at jeg naturligvis er meget interesseret i at høre, hvad borgerne mener, og i at finde løsninger, der, så vidt det er muligt, imødekommer bekymringer og ønsker. Vi arbejder indgående med borgerinddragelse, og jeg ved, at forvaltningen fremadrettet vil kigge på, om der er behov for at forventningsafstemme bedre i forhold til indhold og den politiske deltagelse, så det bliver tydeligt, hvornår borgerne kan forvente, at politikerne forholder sig til sagen,« skriver Nicolaj Bang.
Kommer flere møder
Ifølge Luise Pape Rydahl vil man fremover være bedre til at informere om, hvorvidt der kommer lokalpolitikere eller ej:
»Vi er blevet opmærksomme på at forventningsafstemme bedre. Så vi får informeret klart og tydeligt om, hvorvidt der optræder politikere på mødet eller ej,« siger hun og understreger, at der kommer flere muligheder for at få politikerne i tale:
»Politikerne får høringssvarene som del af materialet, der bliver forelagt byrådet. De får også en invitation, når der kommer en egentlig høring. Det her var jo som sagt en forudgående høring. Der vil komme flere muligheder for dialog,« lyder det fra forvaltningschefen.