Ny kaffebar åbner i Aarhus-forstad
Gårdens Kaffebar vil servere specialkaffe og samle Lystrup.
I uge 39 åbner en ny kaffebar i Lystrup.
Navnet er Gårdens Kaffebar, som har fokus på kvalitetskaffe. Bag kaffebaren står virksomhedsfællesskabet Kirstinelund, hvor det uforpligtende kaffemøde længe har været en kultur.
Det skriver Kirstinelund i en pressemeddelelse.
»Efter måneders forberedelse og planlægning er vi begejstrede for at have skabt en ramme om det lokale fællesskab i Lystrup. Gårdens Kaffebar er for alle og har fokus på specialkaffe, lækkert bagværk og højt humør,« siger Magnus Møller, der har ansvar for den daglige drift af Lystrups nye kaffebar.
Gårdens Kaffebar har officiel åbningsdag torsdag 28. september klokken 8, og det fejres med en gratis croissant til de første 50, der køber en kop kaffe.
Passioneret barista
24-årige Magnus Møller har siden 2019 arbejdet på kaffebaren Aoife Coffee i Ebeltoft og har i den forbindelse deltaget i ”cup-tasting”, hvor han i 2022 blev kåret som én af de otte bedste ”smagere” i Danmark.
»Min interesse for kaffe startede, da jeg var omkring 10 år. I den alder satte mine forældre mig til at lave kaffen derhjemme, og siden da har jeg drømt om at åbne min egen kaffebar, hvor jeg kunne sende folk afsted med en god kaffe og et smil på læben,« siger han.
Med den nye kaffebar i Lystrup vil Magnus Møller gerne skabe et sted, der samler byen, hvor man kan slappe af i hyggelige omgivelser, være sig selv og trække stikket for en stund.
»Min vision med Gårdens Kaffebar er at skabe et hyggeligt og rart sted at komme, hvor kunderne føler sig så meget hjemme, at de får lyst til at tage skoene af. Og så håber jeg selvfølgelig, at kaffebaren med tiden bliver det foretrukne mødested for folk i Lystrup og omegn, fordi de får en relation til stedet og os, der arbejder her,« siger Magnus Møller.
Åbningstiderne er til en start tirsdag-lørdag klokken 8-15.
Gårdens Kaffebar ligger i forlængelse af kontorfællesskabet Kirstinelund, der også byder på fitness, fysioterapi og lægehus for hele Lystrup.