I er da lukket? Butik i City Vest får et hav af henvendelser - men de går altså ingen steder lige foreløbig
"Vi lukker ikke," står der ved apoteket i City Vest. En uklar tidshorisont for centerplanerne kan dog stadig give grå hår og bekymring.
Fahad Yeser Al-Gezi ejer to apoteker i Brabrand. Og man skulle næsten tro, at han bedst af alle ved, hvorvidt de butikker, han driver, er åbne eller lukket ned. Alligevel endte han dog den anden dag i en slags mindre og lettere bizar diskussion om netop det med en kunde. Udvekslingen fandt sted i det relativt nyåbnede Brabrand Apotek.
»Forleden sagde jeg til en kunde, at jeg ikke havde det, han stod og manglede på lager her, men at han kunne hente det i vores hovedbutik i City Vest. Og der sagde han så, at det kunne han ikke, for den er jo lukket,« fortæller Fahad Yeser Al-Gezi og fortsætter:
»Og der måtte jeg så sige; ”Jeg har altså lige været der i morges”, men så sagde han, at det ikke kunne passe. Og så prøvede jeg så igen at fortælle, at jeg næsten lige er kommet derfra - og så skal butikken altså være blevet lukket i mellemtiden,« siger Fahad Yeser Al-Gazi, der har svært ved at holde et stort smil tilbage.
Ingen af butikkerne er lukket - eller har nogle planer om det. Men rygterne går hurtigt, som han siger. Især når mange butikker rent faktisk har forladt City Vest den seneste tid, og hele situationen om butikscenterets fremtid har været præget af uvished. Derfor har man også ved apoteket i City Vest igennem et stykke tid haft et lettere utradionelt skilt hængende: ”Vi lukker ikke”, står der, og det hænger der stadig.
Jeg føler, vi sidder i en lille båd i storm lige nu.Fahad Yeser Al-Gezi, ejer af apoteket i City Vest.
Der er dog stadig meget usikkerhed
De overordnede planer for centeret har center-ejerne A. Enggaard ellers været ude med for nyligt. Står det til dem, så skal to tredjedele af centeret rives ned og laves om til boliger, og så skal den nordlige tredjedel laves om til et såkaldt bydelscenter med dagligvareforretninger og specialbutikker.
Her har apoteket også fået ret klare indikationer på, at center-ejerne også meget gerne vil have dem med over i et nyt og mindre bydelscenter, bl.a. ved at have tilbudt husleje-nedsætning tidligere på året. Og Fahad Yeser Al-Gezi vil også gerne blive og flytte med over i et nyt center - eventuelt med en mindre butik, end man har i dag, fortæller han. Han havde dog gerne set, at butikscenteret havde bevaret sin oprindelige størrelse i stedet for løsningen med et mindre bydelscenter.
Han har selv set, hvordan færre kunder kommer i det decimerede butikscenter, og det har også ramt apoteket hårdt og skabt usikkerhed for Fahad Yeser Al-Gezi. Han frygter også, at endnu færre kunder skulle besøge de få butikker, der er tilbage i centeret.
»Vores omsætning er 30 procent mindre nu. Det er meget, meget, meget dårligt. Heldigvis har vi også filialen her (Brabrand Apotek, red.), som dækker meget af det tab ind. Og havde vi ikke den, så var vi heller ikke blevet i centeret. Men jeg håber så bare heller ikke, at vi mister mere end de 30 procent. For er vores omsætning faldet med 50 procent om to måneder, så er det no-go at blive i centeret. Så jeg mangler faktisk en akut hjælpende hånd,« fortæller Fahad Yeser Al-Gezi.
»Jeg føler, vi sidder i en lille båd i storm lige nu. Og det er svært at planlægge strategisk - og jeg har eksempelvis lyst til at modernisere butikken, som er fra 1998,« siger han.
Han vil bl.a. gerne have en robot, der kan hjælpe til med vareleveringen, men det fortæller han, at han indtil videre ikke har fået lov til af center-ejerne, da der bl.a. er usikkerhed om, hvor hans butik skal være i fremtiden, og fordi der i det hele taget stadig er for mange ubekendte i hele projektet endnu. Den del af centeret, hvor apoteket er placeret i dag står nemlig også til at skulle rives ned.
Her er det dog især en manglende tidshorisont og for lidt konkrete planer, der kan gøre Fahad Yeser Al-Gezi ængstlig som butiksdrivende - også selvom han også understreger, at han har en god dialog med center-ejerne.
»Der er meget usikkerhed. Der er ikke rigtig en deadline, og der mangler noget tydelighed. Og jeg som arbejdsgiver savner noget klarhed og vished, og jeg kan ikke lade være med at tænke på det hver aften, inden jeg sover, at jeg savner at se nogle helt konkrete planer med en rigtig deadline. Altså står det her nye center klar om et, fem eller tyve år?« siger han, og slår samtidig fast:
»Men jeg vil rigtig gerne blive der, og jeg har også som apoteker en bevilling og pligt til at være her i området,« siger han.
Håber de lokale bakker op
Til Din Avis Aarhus gør projektudvikler Lars Thesmer Sørensen ved A. Enggaard det også klart, at man rigtig gerne vil have alle de resterende butikker i City Vest med over i et nyt center. Men hvor længe der går, før der sker noget mere konkret er dog sværere at sige noget om:
»Vi håber, vi kan gå i gang med at bygge inden alt for længe, men det kræver også, at vi får lov af myndighederne, og det er vi i dialog med dem om. Og jeg er ikke meget for at sætte tider på, for så er der nogen, der kan blive utilfredse og spørg; ”hvorfor er I gået et halvt år over tidsplanen?”. Vi er i de indledende faser med dialog, og det vil være useriøst at rykke et eller andet tal ud af baglommen. Men vi tænker, at selve ombygningen i hvert fald vil tage halvandet års tid, hvor vi kommer til at opgradere bygningen til moderne standard,« siger Lars Thesmer Sørensen.
Er det realistisk, at de butikker, der er tilbage, at de får en eller anden form for håndsrækning i den mellemliggende periode, der kommer, i form af eksempelvis noget husleje-nedsættelse eller andet?
»Vi er i løbende dialog med samtlige lejere, der er ude i centeret nu, om at finde nogle acceptable vilkår for alle parter, så man kan være der i den kommende periode. Men vi kan selvfølgelig ikke lade nogen være der gratis - men jeg synes også, vi behandler folk ordentligt og har afsat nogle rimelig vilkår,« siger Lars Thesmer Sørensen.
For nyligt kunne landets største optikerkæde, Louis Nielsen, som har haft en butik i City Vest siden 2008, melde ud, at man vil være en del af et nyt bydelscenter. Inden da rykker optikeren dog i første omgang ned på det lille torv nær Lidl, Matas og apoteket, og det er også der fokus for center-ejerne er på den helt korte bane.
»Så lige nu prøver vi at samle de tilbageværende butikker nede omkring det lille torv i City Vest - og så er det der, vi fokuserer på at drive et lille center, og det håber jeg, at folk vil blive ved med at besøge og bakke op omkring, så de erhvervsdrivende, der har satset på Gellerup og Brabrand også bliver bekræftet i, at lokalområdet også vil dem og at der er en fremtid her,« siger projektudvikler, Lars Thesemer Sørensen.