Fortsæt til indhold

Her er de nominerede til Idun-prisen 2023: Du kan stemme på din favorit allerede nu

Se listen over de nominerede til Idun-prisen her og stem på din favorit allerede i dag.

Aarhus

Du finder afstemningen nederst i artiklen.

Hvem skal hædres for at gøre en aktiv indsats for at understøtte børn og unges trivsel i Aarhus Kommune?

Det kan Din Avis Aarhus’ læsere nu være med til at afgøre.

Juryen til den nystiftede Idun-prisen har fundet frem til fem foreninger eller personer med tilknytning til foreninger, der nu er nomineret til prisen og 25.000 kroner.

De fem nominerede er:

Ung uden Mobning (UMM) holder trivselsfremmende gruppeforløb, hvor unge mellem 13 og 25 år kan spejle sig i hinanden og i fællesskab finder løsninger på deres udfordringer. Frivillige laver forbyggende arbejde gennem oplæg, kurser og workshops med vidensdeling og oplysning til voksne omkring børn og unge.

Headspace Aarhus: Arbejder hver dag for at fremme unges trivsel med 80 frivillige ungerådgivere, der tilbyder hjælp til kommunens børn og unge i alderen 12 til 25 år. Gratis og anonymt.

Husrum Danmark: Et frivilligdrevet fællesskab for unge i alderen 16-30 år, som oplever ensomhed eller er psykisk sårbare.

Rasmus Kielsgaard fra Fuglebakken Basketball: Er manden bag tre nystartede basketballhold for unge piger i Fuglebakken Basketball. Han lægger selv sin frivillige tid i tre træningspas hver uge og planlægger desuden hygge og socialt samvær med pigerne og deres forældre efter træningerne.

2timer om ugen:
Hjælper flersprogede børn mellem 3-8 år med at blive bedre til dansk og få indsigt i dansk kultur gennem frivillige. Dette gøres gennem to tilbud: Én til én-match (kultur- og sprogven) og i sprogklubber. Her bliver man matchet med en frivillig, som er sammen med barnet i to timer om ugen og laver det, barnet har lyst til.