Bøde til Byens Burger: Måler råt kød til 11 grader
Et besøg af Fødevarestyrelsen koster nu Byens Burger 5.000 kroner.
»Når vi laver mad til vores kunder, lægger vi vægt på kvalitet, service og renlighed,« står der på Byens Burgers hjemmeside.
Da Fødevarestyrelsens kontrollanter 21. september var forbi Thorvaldsensgade i Aarhus C, var det dog så som så med kvaliteten.
I hvert fald nåede kontrollanternes termometer op på omkring 17 grader i den køledisk, hvor det rå kød bliver opbevaret.
Det har kastet både en sur smiley og en bøde på 5.000 kroner af sig, fremgår det af rapporten.
I køledisken, der står i selve udsalgsområdet, opbevare der råt, hakket oksekød og rå, marineret kylling.
»Der er med kalibreret indstikstermometer målt en omgivelsestemperatur i køledisken på 16,6 - fratrukket 0,4 grader. Der er målt en temperatur på 11,3 - fratrukket 0,4 grader - ved indstik i hakkekødet,« står der i rapporten.
Det er altså noget varmere end de lovpligtige 5 grader - og kødet blev da også destrueret under besøget.
»De kom, før vi åbnede og vi havde ikke tjekket køleren. Men den er repareret nu,« siger Ary fra Byens Burger, der gerne vil tituleres ’medarbejder’.
Han fortæller videre, at det kun ’drejede sig om et par kilo kød’.
Af rapporten fremgår det dog, der var cirka 40 styk hakkebøffer á 200 gram - plus kylling - i køledisken.
Ary forsikrer, at alt nu er i sin skønneste orden - og køledisken igen fungerer som den skal.
»Vi venter på, han (kontrollanten. red.) kommer, så vi igen kan få en glad smiley,« siger han.
Byens Burger ejes ifølge cvr-registret af Ary Abdullah Tofek.