Gammel fabrik er endt som spøgelseshus: »Ligner en ruin fra en krig...«
Nabo savner svar på, hvad der skal ske med den bevaringsværdige og gamle industribygning på Jaka-grunden i Brabrand.
Det blæser fra tid til anden ind med sand og grus på Mohammed Khalils terrasse i Brabrand. Her er det ifølge ham hans bevaringsværdige genbo, der gør, at terrassen hurtigere bliver beskidt. Og når det regner, kan høre hvordan vandet plasker ned på betonen. Han bor nemlig lige over for det hedengangne Jaka-fabrik eller i hvert fald det der er tilbage af det.
Og det undrer ham, hvordan den tomme bygning - midt i det nybyggede område - mest af alt stadig bare står nedslidt og uberørt hen.
Der er nemlig ikke sket det store med industribygningen, siden Din Avis Aarhus tilbage i marts 2022 skrev en artikel om, hvad der skulle ske med Jaka-grunden i Brabrand, som i perioden 1954 til 2008 ellers var adresse for først Jakas og siden Tulips konserves-fabrik i en kortere årrække.
Men i 15 år har den specielle industribygning nu altså blot stået tom.
Mohammed Khalil flyttede ind over for Jaka-grunden i 2021, og dengang fik han at vide på et åbent hus-arrangement, at en plan for bygningen snart var på vej. Og da Din Avis Aarhus talte med bygningens ejere, A. Enggaard, i marts 2022, lød det, at man var i gang med at finde ud af, hvad man kunne bygge på grunden, og at man var i dialog med Aarhus Kommune. Men:
»Næsten halvandet år senere er der ikke sket så meget - bygningen står stadig tom og ligner noget, der falder fra hinanden. Det ligner en ruin fra en krig...,« skriver Mohammed Khalil i en mail til avisen og tilføjer:
»Jeg kan stadig sidde ude på min terrasse med et udsyn af en meget grim bygning. Man har vænnet sig lidt til det, men man siger jo ikke nej til et pænere udsyn.«
»Det, der frustrerer mig, er uvidenheden omkring, hvad der skal ske med grunden. Den har stået tom i så mange år, og ingen ved rigtig, hvor længe den forsat vil gøre det. Intet er meldt ud, så vidt jeg ved.«
»Jeg tror, vi er mange i Høiriisparken, der snart gerne vil vide, hvad der skal ske,« skriver han afslutningsvist i sin mail til Din Avis Aarhus
Så hvad skal der egentlig ske, og hvad er status på grunden? Det tog vi fat i projektudvikler Lars Thesmer Sørensen ved A. Enggaard for at forsøge at blive klogere på.
Stadig på jagt
Planen har før været meldt ud, at man gerne vil lave ”Kulturhuset Jaka” på grunden - og der var også lavet et såkaldt visionskatalog for det i 2018, men de planer blev sendt tilbage til start lidt længere henne ad vejen, da flere af de parter og brugere, der var tiltænkt at skulle bruge kulturhuset, trak sig fra projektet og fandt andre steder at være, da det endelig skulle effektueres. Så nu er man hos A. Enggaard tilbage ved tegnebrættet.
»Vi er i dialog med kommunen om at finde et eller andet projekt, der er realiserbart og inden for rammerne af lokalplanen. Og det er jo nok det samme, som vi har meldt ud de sidste par gange - men vi har haft nogle møder med dem, og vi er ved at se på det, men det er heller ikke noget ”hurtigløber”-projekt, men et kompliceret et af slagsen,« siger projektudvikler Lars Thesmer Sørensen.
Det er klart, at det er en rigtig utilfredsstillende situation for alle dem, der bor derudeLars Thesmer Sørensen, projektudvikler ved A. Enggaard.
Og det komplicerede ligger bl.a. i at omtænke en bevaringsværdig bygning, der var designet til at være fabrik, til noget helt andet og samtidig finde interesserede brugere til at fylde i et eventuelt kulturhus.
»Vi har i første omgang ikke kunnet lave det kulturhus, der var planen - og vi har heller ikke kunnet finde nogle nye parter, og det er svært at bygge et kulturhus uden brugere. Men vi leder stadig og forsøger at finde nogle samarbejdspartnere, der vil være med i et kulturhus,« lyder det fra Lars Thesmer Sørensen.
Bygningens geometriske form - bl.a. med de signifikante buer - er dog noget, man rigtig gerne vil beholde hos A. Enggaard. Men det kan meget vel være, der skal ny beton til til den tid, når maskinerne på et tidspunkt ruller ind.
Men skal det så stadig være et fælleshus eller et kulturhus?
»Jamen tilbage til; havde vi aktørerne, så kunne vi jo realisere projektet, og så var det da helt klart, det vi skulle. Men det kan jo godt være, at vi bliver nødt til at putte nogle flere funktioner derind, som ikke nødvendigvis er kulturelle eller som normalt høre til et fælleshus for at få tingene til at hænge sammen. Det kunne være erhverv eller nogle boliger af en eller anden art - men det skal jo være noget, der kan give liv til det andet. Men fokus bliver på fællesskab. Om det så bliver omkring kultur, sport eller en særlig boligform, det har vi ikke svaret på endnu,« siger projektudvikleren.
Forstår frustrationen
Imens kan naboer som Mohammed Khalil vente på, der sker noget med den gamle fabrik, og hos A. Enggaard forstår man frustrationen:
»Det er klart, at det er en rigtig utilfredsstillende situation for alle dem, der bor derude. Det er det også for os, og vi er super ærgerlige over, at det projekt, vi havde troet på, at vi skulle lave dengang, at det ikke er lykkedes. Vi sidder jo selv som en del af ejerkredsen på en stor del af de udlejningsboliger, der ligger omkring Høiriisparken - og tro mig, hvis vi havde kunnet levere det produkt, som vi håbede på med kulturhuset, så havde vi også øget værdien af vores investeringer i området væsentligt. Så vi er mindst ligeså ærgerlige, som dem der bor derude - selvom vi selvfølgelig ikke skal gå og kigge på den tomme bygning hver dag,« lyder det fra Lars Thesmer Sørensen.
Hvor længe der går, før en omdannelse af Jaka-grunden kan gå i gang, vil A. Enggaards projektudvikler dog ikke spå om.
Men det lyder også lidt som om, at der går noget tid, før der sker noget?
»Ja, jeg tror, at der går noget tid, før der rykker håndværkere ind og kan begynde at gøre et eller andet.«